Ny storsejr til Espergærde

af 23. marts 2022Espergærde IF0 Kommentarer

6-1 mod Hillerød og samtidig nederlag til nummer 2 Ledøje, så EIF nu fører serie 1 med hele 10 points.

Espergærde var selv skyld i, at forventningerne til holdet var store i forårspremieren på kunstgræs i Espergærde. Resultaterne i træningskampene, primært mod hold fra Københavns- og Sjællandsserie havde givet 4 sejre og en uafgjort.

Tre mand, der kunne have blandet sig i startopstillingen, måtte på grund af skader finde sig i rollen som tilskuere. Oliver Holm, Tobias Nilsson og Mads Bach Carlsen har alle længevarende skader, men forhåbentlig kan de snart presse deres medspillere, når der skal udtages hold.

Kampen mod Hillerød startede trist for hjemmeholdets Peter Poulsen, der blev knæskadet i en tackling med Hillerøds Christoffer Damm. Begge spillere måtte udgå, og Poulsen kom ikke på banen igen. Han blev erstattet af Frederik Roepstorff, der som sædvanlig gjorde en god figur med sine snævre driblinger og lange, præcise afleveringer.

Godt et kvarter inde i kampen lavede Hillerød selvmål. Victor Montell, der var tilbage efter en lang skadespause, gled fint igennem i højre side, modtog en godt stukket aflevering og sparkede fladt på tværs, hvor Hadir Khawarzi kurede bolden i eget net.

Efter 21 minutter slog Montell til igen. Han stak bolden frem til topscorer Valdemar Holze, der afdriblede et par forsvarere og rundede målmand Nicolas Jeppsson, og så førte EIF 2-0.

Da den halve time var rundet, var Montell på spil igen. Og igen fra højre side, hvor han spurtede til baglinjen og centrede fladt til en fremstormende Christian Poulsen, der fra tæt hold bragede bolden op i nettaget.

Efter 38 minutter havde udeholdet første forsøg på mål, men Nicolai Johansen klarede glimrende det hårde skud fra Christoffer Christensen. Men Hillerød havde fået smag for mere, og pludselig var Joeffrey Assoumani helt fri med Espergærde målmand, og så blev der reduceret til 1-3.

Da tiden løb ud for 1. halvleg var Frederik Roepstorff i oplæggerrollen, så Valdemar Holze kunne score til pauseresultatet 4-1.

Anden halvleg blev ikke helt så underholdende som første, men stadig med Espergærde i dirigentrollen, selvom Hillerød fulgte godt med, men de blev hele tiden bremset på den sidste del af banen, og så kunne Bertil Lautrop krone sin debut med to flotte mål kort før tid. Først fik han bolden på kanten af straffesparkfeltet efter et hjørne kom retur fra Hillerød forsvaret. Han sparkede bolden med indadskru mod modsatte stolpe og ind i mål til 5-1 og minuttet efter øgede han til 6-1 efter et frispark fra Frederik Roepstorff.

Da Farum samtidig besejrede Ledøje med 5-3, øgede EIF forspringet i toppen af serie 1 til 10 points inden kampen på lørdag kl. 1400 i Lyngby, der vandt 6-1 over Stenløse.

En fremragende holdindsats lå til grund for Espergærdes sejr, men der kan helt sikkert godt lægges lidt på i de kommende kampe, så det skal blive spændende at se holdets videre færd.

Espergærdes fighter Victor Montell med blomster mellem debutant og dobbelt målscorer Bertil Lautrop (tv) og ligeledes dobbelt målscorer Valdemar Holze og yderst til højre ses målscorer til 3-0 Christian Poulsen. Foto: Peter Brask

0 kommentarer

Skriv en kommentar