Espergærde viste styrke i anden halvleg

af 20. august 2023Espergærde IF0 Kommentarer

Rudersdal var første modstander i den nye turnering og viste gode takter, men Espergærde vendte kampen og tog en sikker sejr.

Cheftræner Dennis Madsen og hans kolleger i trænerteamet var næppe overrasket over Rudersdals formåen efter to tætte kampe i forrige sæson, der gav en sejr til hvert hold. EIF var da også velforberedt til opgaven efter en række velspillede træningskampe op til den nye sæson, hvor især en sejr over Værebros Danmarksseriehold viste, at Espergenserne kan være med både i tempo og teknik.

Hjemmeholdet startede da også aggressivt på hjemmebanen foran kun knap 200 tilskuere, og Andreas Kirkeby viste solid vilje og gennembrudskraft efter knap 2 minutters spil da han, trods frie medspillere på begge kanter, valgte et sologennembrud med bolden klinet til fødderne og rundede og afdriblede 6 modstandere for til sidst elegant at udplacere målmand Tobias Nüchel i Rudersdalmålet og bringe EIF foran med 1-0.

Resten af første halvleg kan hurtigt beskrives. Stort overtag i spillet til Rudersdal, men ikke et eneste brugbart forsøg på mål af nogle af holdene, så hastigt videre til anden halvleg. Her havde både Rudersdal og dommere skiftet tøj. Dommertrioen skiftede fra sorte trøjer til skriggule, og Rudersdal havde skiftet deres hvide trøjer ud med et sæt kastaniefarvede. Om det skyldtes Espergærdes nye og ret håbløse kampdragt, hvor de sædvanlige rød/hvidstribede trøjer leveres med en kridhvid ryg vides ikke, men det forekommer uigennemtænkt og kommer sikkert til at volde flere forviklinger i løbet af turneringen.

Boldbesiddelsen i første halvleg havde vel været 60-40 eller mere i Rudersdals favør, og det så ud til, at de gerne ville fastholde overtaget i boldbesiddelse. Allerede 6 minutter efter pausen gik Mads Emil Røstbjerg til baglinjen og spillede Tobias Morthorst, der ugeneret kunne heade Rudersdal på 1-1. Og så kunne man frygte, at Rudersdal for alvor skulle gøre livet surt for hjemmeholdet. Men det skulle vise sig at blive helt anderledes. Espergærdes ukronede målkonge Valdemar Holze syntes at have fortsat sin sommerferie i første halvleg, men det skulle vise sig, at han bare havde sparet på kræfterne. Allerede i det 57. minut tog Victor Kløvborg-Laustsen et flot løb på venstrekanten, satte tre modstandere af og afleverede flot til Valdemar Holze, der stensikkert bragte sit hold foran 2-1 på et velplaceret skud. Allerede 3 minutter senere var der også kommet fart i benene på Frederik Roepstorff, der med en skrå aflevering på tværs af Rudersdals forsvar fandt Holze, der med et elegant lob overspillede Rudersdals målmand og bragte EIF på 3-1. Derfor virkede det også fuldstændig malplaceret, at Ludvig Pahl ti minutter før tid valgte at hive Sebastian Ibsen omkuld. Straffespark og sikker reducering til 2-3 af Casper Ulrich Strømmen. Og så bredte usikkerheden sig igen på lægterne. Men heldigvis bredte den sig ikke til banen. Efter 83 minutter viste den langtidssygemeldte, men nu tilbagevendte Tobias Nilsson, at han nærmer sig fordums kampform, da han med et knaldhårdt skud fra 25 meters afstand rystede Nüchel i Rudersdalmålet, der ikke kunne holde bolden, der endte for fødderne af Valdemar Holze, som fuldendte sit hattrick med at score til slutcifrene 4-2 til EIF. Måske sidder spilkonceptet endnu ikke helt, som det skal, men da det gjaldt, var der masser af moral og kampvilje.

Næste udfordring er på lørdag klokken 14.15 mod nyoprykkede Bagsværd, der i sin debut i Sjællandsserien på udebane storsejrede 3-6 over den anden oprykker Hellebæk.

0 kommentarer

Skriv en kommentar