Espergærde vandt på hjemmebane

af 8. juni 2021Espergærde IF0 Kommentarer

Der var tale om en mindre sensation, da det endelig lykkedes for EIF at vinde en hjemmebanekamp i oprykningsspillet i serie 1. Det to første forsøg blev begge tabt, men på en lun sommeraften gik tingene Espergærdes vej.

Uden at vide det, har opvisningsbanen på Gymnasievej været coronasikret i mange år. Spillerboksene er nemlig højst utraditionelt lagt på hver sin langside af banen, og dermed rummer de to trupper kun smitterisiko for hinanden, når de mødes i infight på banen. Det betyder også, at de ti holds tilhængere er på hver sin side af banen, så også her er der coronasikret. Og endelig ligger banen under åben himmel, hvorved smitterisikoen er sænket til stort nul. Dette faktum ser alle kloge coronaforskere stort på, og har derfor i flere omgange dikteret nedlukning af fodboldtræning og fodboldkampe. Turneringen er for breddeidrætten blevet voldsomt beskåret, og ”oprykningsslutspillet” kom derfor for EIF til at bestå af sølle 6 kampe. 3 hjemme- og 3 udekampe i stedet for de 13 kampe, der rettelig burde være spillet. Men nu har turneringen fundet sin afslutning. Espergærde skal efter sommerferien for ottende sæson på stribe tørne ud i Serie 1. Det ville være dejligt med en oprykning. Truppen har vist, at den skadesfri er i stand til at tage points fra oprykkerne Gladsaxe og Rudersdal. Og hvem ved? Der kunne være tilgang på vej, der kunne give truppen det lille løft, som for alvor kunne gøre EIF til magtfaktor i den nye sæson.

Og fredag aften viste Espergærde, at der er noget om snakken. Et godt spillende Lyngbyhold blev sendt hjem med et 1-3 nederlag i bagagen, efter at EIF på nær de første 20 minutter af anden halvleg lavede rigtig mange gode ting, som gav fortjent bifald til spillerne.

Især de hurtige kombinationer voldte Lyngby problemer. Flere gange undervejs blev udeholdet helt spillet af brættet med EIF’s hurtige førstegangsberøringer, og da Jeppe Ødegaard flere gange i starten af kampen legede kispus med Lyngbyforsvaret, og Jacob Thorup arbejdede utrætteligt på midtbanen, så det fornuftigt ud. En lille forskrækkelse til hjemmeholdet i det 19. minut hvor Lyngbys Jeppe Sindahl i fri position efter koks i forsvaret sendte sin afslutning på tværs af målet. Fem minutter senere svarede EIF igen. I et gennembrud blev føromtalte Ødegaard fældet lige uden for feltet, og en velspillende Peter Poulsen drejede flot sit frispark i mål ved nærmeste stolpe. Resten af halvlegen bød bla på et overset straffespark til EIF, et godt Lyngbyskud der prellede af på oversiden af overliggeren og et gult kort til Mads Bach Carlsen i en duel med en Lyngbyspiller. Men 1-0 stod sig.

I anden halvleg lod EIF deres modstander dominere de første 20 minutter. Det så udefra helt håbløst ud, hvad der foregik på banen. Der var absolut ingen kombinationer, der lykkedes for hjemmeholdet, men Lyngby var ineffektive og helt grotesk blev det efter 55 minutter, hvor Tobias Nilsson ville sparke et farligt Lyngby forsøg væk på målstregen, men hans hårde skud sad lige i maven på keeper Nicolai Johansen og gik direkte i mål til 1-1. Og Lyngbydominansen fortsatte de næste ti minutter, indtil Mads Bach Carlsen sendte et Peter Poulsen frispark i mål, og 2-1 gav lidt ro.

Lyngby havde dog et par gode chancer, men dagens skurk i blåt hed Benjamin Voss, der misbrugte alt, hvad han kom i nærheden af. Han kunne have udlignet, men i stedet blev det Frederik Bay, der lukkede og slukkede til 3-1 med en scoring på et hjørne fra Peter Poulsen, der virkelig havde fået de rette støvler på til dagens kamp.

Nu mangler en kamp. Lørdag klokken 1100 på Skovdiget i Bagsværd mod AB. Med en sejr her og pointstab i aften til Hillerød, der møder Rudersdal, ender EIF på en 3. plads. 

EIF takker for god opbakning fra publikum og sponsorer og siger på gensyn til august til en ny sæson.

Billeder fra kampen (Fotograf Brian Jensen)

0 kommentarer

Skriv en kommentar