Espergærde vandt overbevisende Sjællandsmesterskabet i serie 1 over Såby Fodbold med knusende 6-2 sejr

af 19. juni 2022Senior+0 Kommentarer

Lørdag middag lagde opvisningsbanen ved Såbyhallen i Kirke Såby græs til kampen om SM mellem de to serie 1 vindere Såby Fodbold og gæsterne fra Espergærde IF.

Såby havde retten til hjemmebane i kraft af 69 opnåede points i deres kampe i kreds 2, mens EIF i kreds 1 nåede 2 points færre, nemlig 67. Begge hold havde spillet 26 kampe. Derimod var Espergærdes målscore klart bedre end Såbys. Nemlig plus 72 mål i modsætning til Såbys plus 56.

Humøret hos Såby var ellers højt før kampen mod Espergærde. I onsdag havde holdet nemlig sendt Greve fra Danmarksserien ud af pokalturneringen med en 3-1 sejr. Men kun 27 minutter inde i første halvleg var Såby et slagent hold. Der øgede Valdemar Holze med sit tredje mål til 4-0 til EIF fritspillet af et godt hovedstød fra Christian Poulsen. Holze tog et træk og sparkede fra 12-14 meters afstand bolden usvigelig sikkert i mål.

Allerede i det sjette minut sendte tilbagevendte Frederik Roepstorff bolden ned gennem Såbys alt for spinkle 3-backs kæde. Valdemar Holze takkede for muligheden ved at bringe EIF på 1-0. Knap havde de ca 200 Såby fans slugt den første kamel, før de i det 11 minut måtte se rollerne byttet om. Nu var det Holze, der glimrende spillede skråt tilbage til Roepstorff, der med et fikst træk bag om støttebenet på sig selv lagde bolden så tilpas til rette, at han nemt kunne dirigere den langs græsset og i mål ved nærmeste stolpe til 2-0. Og så kunne man tydeligt høre EIF’s mange medrejsende fans.

3-0 målet kom i det 19. minut. Igen kombinerede Frederik Roepstorff og Valdemar Holze sig igennem Såby ny totalt vaklende forsvar, og så øgede Holze flot uden chance for Såbys keeper.

Minuttet efter Holzes 4-0 mål kom Såby igen lidt med i kampen og fik reduceret ved Sebastian Kusk. Retfærdigvis skal nævnes, at EIF godt kunne være reduceret til 10 mand, da Emil Rasmussen klamrede sig til en fri Såbyspiller og væltede denne omkuld lige uden for feltet. Dommeren fløjtede og dømte frispark, men følgestraffen udeblev, da han ikke havde bemærket EIF-spillerens rygnummer på trods af assistance fra hans liniedommer, der heller ikke observerede nummeret. Frisparket sendte Såby i øvrigt på oversiden af overliggeren.

Til gengæld så dommeren godt, da Victor Montell sprintede gennem Såbyforsvaret i første halvlegs overtid og fik et skub i ryggen bagfra. Straffespark og gult kort til Såbyspilleren. Valdemar Holze bankede straffesparket op i venstre hjørne og pausestilling 1-5.

Anden halvleg blev lidt en ørkenvandring. Solen skinnede. Såby var triste og kreerede ikke meget. Espergærde følte sig sikre på sejren. Det blev til et gult kort til Såby efter 64 minutters spil, og to minutter senere måtte Frederik Roepstorff også ud med gult kort.

Såby fik et trøstemål efter 69 minutter, da Magnus Saaby fra nært hold reducerede, men det gav bestemt ikke holdet tro på et comeback.

Indskiftede Mikkel Uldahl tog et par minutter før tid en dribletur i Såbyfeltet. Han blev hægtet bagfra, og så scorede Valdemar Holze sit femte og Espergærdes sjette mål til slutstillingen 6-2.

En flot sejr, hvor de to herrer Holze og Roepstorff spillede et par iøjnefaldende roller, men virkelig godt at se, at hele holdet trods mange kampe og nedslidning spillede i højt tempo og gav, hvad de havde.

Højt humør hos EIF og holdets fans, pokal og guldmedaljer fra DBU og nu en måneds velfortjent pause, før det hele starter forfra. Denne gang med henblik på Sjællandsserien. Og så betød de 6 mål imod Såby, at EIF nåede op på 103 scoringer i sæsonen. Imponerende.

DBU’s repræsentant overrækker guldmedaljer. (Foto: Peter Brask)
DBU’s repræsentant overrækker guldmedaljer. (Foto: Peter Brask)

Espergærde IF’s hold, ledere og fans med medaljer og mesterskabstrøjer (Foto: Peter Brask)
Espergærde IF’s hold, ledere og fans med medaljer og mesterskabstrøjer (Foto: Peter Brask)

0 kommentarer

Skriv en kommentar