Espergærde vandt efter bleg indsats

af 29. oktober 2022Senior+1 Kommentar

I sidste hjemmekamp inden jul vandt EIF 2-0 efter en noget tam indsats mod Tastrup FC, der fik rødt kort i det 11. minut.

Det var hverken prangende eller imponerende, hvad der blev præsteret af de to aktører i Sjællandsseriekampen med hjemmeholdet Espergærde IF og gæsterne fra Taastrup FC. Espergærde havde tabt de to foregående kampe med 3-4 i Avedøre og Birkerød. Tåbelige selvforskyldte karantæner og skader havde påvirket EIF’s trup, der til kampen mod Taastrup stadig var skadesramt, men dog ellers ved fuld styrke.

Kampen skulle afvikles på det noget mærkelige tidspunkt 1130 dikteret af DBU, der havde bestemt, at en damesjællandsserierunde skulle afvikles 1330, og da både EIF’s herrer og damer i Sjællandsserierne har ”krav” på opvisningsbanen, så måtte herrerne tidligt op for at spille 1130. Trods alt lykkedes det hen ad vejen at få besøg af godt 200 tilskuere med morgenhår og let forvirrede over det tidligere tidspunkt.

I det 11. minut blev Taastrup reduceret til 10 mand, da et direkte rødt kort ramte Mikkel Raagaard Knudsen, der hjalp sin målmand med at tage med hænder på målstregen. Heldigvis slap man for at høre et par kommentatorer eller kloge mennesker i et studie diskutere, om dommen kunne forsvares, eller om bolden søgte arm eller omvendt. Den glimrende dommer Mortada Stubbar gav direkte rødt kort og dømte straffe for forseelsen. Uden unødvendig palaver. At Espergærdes normalt sikre straffeskytte Valdemar Holze valgte at sparke svagt tilhøjre for målmanden, der havde nemt ved at klare, var en streg i regningen. Men der gik nu kun en halv snes minutter, så kunne Holze rette op på fejlen, da Peter Poulsen lagde en bold ind over feltet, hvor Taastrups keeper slog bolden ud til Valdemar Holze, der sikkert sparkede den gratis chance ind midt i mål til 1-0 føring til hjemmeholdet.

Få minutter efter var Frederik Roepstorff på færde med et fremragende langskud, og i det 28. minut headede Holze et godt oplæg fra Victor Montell lige uden om Taastrupmålet.

En småkedelig første halvleg sluttede begivenhedsløst det sidste kvarter, og det havde ikke været til at se, at hjemmeholdet var en mand i overtal.

Havde publikum håbet på en noget mere aggressiv og dominerende anden halvleg set med Espergærdebriller, så blev man skuffet. Afvikling af kampen var stadig på et meget behersket niveau, og det var vel egentlig kun stadionuret, der holdt tempo. Men det virkede nu også til at gå meget langsomt. Indskiftede Victor Kløvborg-Laustsen sørgede for lidt forandring, da han fik gult kort for benspænd efter 66 minutter. Og bedst som han kom på banen, rullede Valdemar Holze bolden med sålen baglæns til Victor Montell, hvis skud fandt vej i mål og sikrede Espergærde en 2-0 sejr.

Det var og blev en tam og bleg indsats af EIF. Dagens bedste kåret af publikum blev Peter Poulsen, der trods alt tog nogle fornuftige løb med bolden, havde et par glimrende afslutninger og et målgivende oplæg, hvilket på denne dag var nok til ”fighter” præmien. Spillerne selv stemte på Victor Sørensen, der vikarierer for Nicolaj Johansen i Espergærdemålet. Clean Sheet fornægter sig ikke.

Næste lørdag, der er efterårssæsonens sidste kamp for EIF, ser lidt sjovere ud. Det drejer sig om lokalopgøret mod Snekkersten på Sydkystanlægget kl. 1300. Forhåbentlig kan det trække nogle folk af huse og byde på både tempo og intensitet, som det forventes af lokalopgør.

1 Kommentar

  1. Helge Mørdrup Jensen

    Glæder mig til lokalopgøret mod Snekkersten.
    Håber at Peters næste kampreferat bliver sjovere set med EIF øjne !

    Svar

Skriv en kommentar