Espergærde tomhændet hjem fra Bagsværd

af 27. august 2023Senior+0 Kommentarer

Hvis Espergærde en gang i hver sæson betaler lærepenge, så lad kampen ude mod Bagsværd i lørdags være den kamp, som endte 4-0 til hjemmeholdet.

Espergærde måtte til kampen i Bagsværd igen undvære et kontingent af stamspillere. Det er en simpel konstatering at man bare må leve med at en amatørklub, hvor spillerne betaler kontingent, ikke kan gøre meget, når stamspillere melder fra pga arbejde, rejser, ferier etc. Således også i lørdags, hvor EIF aldrig fik sat spillet op, og hvor Bagsværd gennem hele opgøret viste vilje, og der kan ikke indvendes noget mod sejren.

Allerede ved pausen førte Bagsværd 2-0 på to glimrende mål. Først blev det 1-0, da Mathias Harslund lagde bolden højt ind fra venstre til en fri Oliver Borring Kjær, der med et indersidespark bragte sit hold på 1-0 i det 13. minut. Lige omkring den halve time lagde Marc Nybo-Danielsen bolden for fødderne af en helt fri Kasper Kristensen, der flot udmanøvrerede Nicolai Johansen i EIF-målet og dermed 2-0.

Espergærde havde ingen forsøg de første 45 minutter, der berettiger til spalteplads.

I anden halvleg håbede man på, at Espergærde var blevet så sure på sig selv, at de ville komme markant bedre ud til de sidste 45 minutter. Udover at være mere i boldbesiddelse lykkedes det ikke Espergærde at vende kampen. Topscorer Valdemar Holze sled og slæbte som eneste mand oppe foran, men lige lidt hjalp det. Han fik ikke den fornødne hjælp fra sine holdkammerater, og han savnede de dybe stikninger, som gør ham så farlig, og så havde Bagsværd et forsvar, der kastede sig ned i alle afslutninger fra EIF og forhindrede, at skuddene gik på mål. En enkelt gang måtte de redde på stregen, og man kan diskutere, om en reducering til 1-2 havde ændret kampforløbet. Men det må stå hen i det uvisse. I stedet lukkede og slukkede Bagsværd med to scoringer. I det 86. minut scorede Marc Nybo-Danielsen sit andet mål til 3-0 på en frispilning fra Oliver Borring Kjær, og i det fjerde minuts overtid blev det begået klart straffe, som Oliver Borring Kjær med sit andet mål sikkert omsatte til slutresultatet 4-0.

Man må konstatere, at oprykkerholdet Bagsværd er kommet godt fra start med 2 sejre. Ude 6-3 over Hellebæk og hjemme 4-0 over EIF. Nu skal Espergærde på lørdag klokken 14:00 tage mod Hellebæk, der også tabte i anden runde. I det mindste kan man forvente en del tilskuere på Gymnasievej, og forhåbentlig er begge hold indstillet på at vise, at de kan en del mere end det, de viste mod Bagsværd.

0 kommentarer

Skriv en kommentar