Espergærde stred forgæves i Hørsholm

af 24. marts 2023Senior+0 Kommentarer

Hørsholm var klart sat op til at revanchere sig for sæsonens indtil videre eneste nederlag, som EIF tilføjede dem i efteråret med en 4-0 sejr i Espergærde.

Hørsholm har af uransagelige grunde besluttet sig til at spille hjemmekampe på torsdag aftner kl. 19 på lys- og kunstgræsbane længst væk fra alt og alle i den store Hørsholm Idrætspark. Og med kun 60 tilskuere omkring banen var det så som så med stemningen.

I efterårets 4-0 kamp i Espergærde drev Valdemar Holze gæk med Hørsholm og scorede 3 af de 4 mål og gjorde stort set, hvad der passede ham. Det skulle han så ikke have lov til en gang til og på mindre end 10 minutter havde Hørsholm med to sindssyge tacklinger gjort Holze ukampdygtig, så han måtte udskiftes. Begge ”tacklinger” faldt i nogle for Hørsholm ufarlige situationer og i begge situationer vinkede dommeren afværgende.

Espergærde måtte omstille sig fuldstændig, og det benyttede hjemmeholdet til at lave to fuldstændig identiske mål. To hjørnespark fra højre sparket af Emil Sørensen endte begge i panden på Joakim Nørgaard Dam, der trods trængsel i målfeltet fik plads til at heade bolden i mål i henholdsvis 18. og 35. minut.

Undervejs kunne Espergærde sagtens være kommet i overtal, da Victor Montell på en friløber blev ”savet” bagfra, men igen vinkede dommeren afværgende, og det vakte meget råben og skrigen i Espergærdelejren.

Mod slutningen af første halvleg synes Espergærde at komme bedre med uden at det blev til nogle forsøg indenfor målrammen. Eneste forsøg af den slags var et godt frispark fra hårdt skydende Frederik Roepstorff, men Hørsholms målmand Oliver Stenderup var ude i fuld længde og parerede det gode skud.

I anden halvleg kom Hørsholm på 3-0, da Sofus Søndergaard nåede et højt indlæg før Espergærdekeeper Nicklas Nilsson og satte hovedet på bolden, der endte i et tomt mål.

I det 65. minut faldt kampens eneste advarsel til en spiller, da Hørsholms Louie Tinggard Helmi fik gult kort for en ret harmløs tackling.

Men EIF forstod at udnytte overtallet og godt et kvarter før tid reducerede Frederik Roepstorff på et dommedagsskud og kun nogle minutter senere forfulgte Victor Montell en alt for hård tilbagelægning, som han akkurat nåede før mållinjen og prikkede ind til 2-3. Hørsholm var rystet, men uheldigvis for Espergærde ikke mere, end at de efter at være blevet fuldtallige udnyttede en usikkerhed i Espergærdes forsvar til at bringe sig på 4-2, da Gabriel Petersen spillede bolden fladt til Emil Sørensen, der med indersiden af venstre fod dirigerede bolden i mål.

Undervejs lykkedes det Espergærdes trænerduo at pådrage sig hvert sit gule kort, da de opponerede på en af de mange grove tacklinger, Hørsholm leverede undervejs.

Når man nu har et godt hold, der spiller godt fodbold, så er det ærgerligt, at Hørsholm i mange tacklinger går langt over grænsen, men det skal ikke være en undskyldning for EIF’s nederlag. Der skulle ikke have været meget held i sprøjten, før Espergærde havde taget et point med hjem.

Mest glædeligt set fra Espergærdelejren var nok, at den langtidsskadede Tobias Nilsson endelig efter halvandet års skadesfravær igen var med og spillede hele kampen.

Mange gode indsatser hos EIF, men på dagen var det ikke nok.

Nu må Espergærde vente til 1. april, før næste kamp spilles. Det bliver hjemme på Gymnasievej kl. 14, hvor BSF kommer på besøg.

0 kommentarer

Skriv en kommentar