Espergærde skuffede i ny sejr

af 10. oktober 2021Senior+1 Kommentar

Et Espergærdehold ramt af 4 afbud formåede ikke at finde storspillet frem mod bundholdet Ølstykke, der stred godt imod, men tabte 2-1.

Espergærde har de seneste runder været ramt af mange afbud, hvilket giver muligheder til nye spillere. Indtil i lørdags er det gået fint, og holdet har hurtigt fundet ind i den rytme, der har kendetegnet spillet i efteråret. Fikst kombinationsspil, mange afslutninger og mange mål. Om det indvirkede på spillerne i lørdags, at modstanderen Ølstykke lå på en delt sidsteplads i rækken, skal der her ikke gisnes på, men et faktum var det, at EIF i det meste af kampen slæbte på fødderne, mistimede mange indgreb og ikke kom til så mange chancer, som det har været tilfældet i de forrige kampe.

I angrebet manglede topscorer Valdemar Holze, der var erstattet af Victor Ullitz, der fik lejlighed til at vise sin farlighed efter 13 minutter, da Ølstykkes målmand Nicholas Vestermann totalt kiksede en halvflugter. Bolden røg til Ullitz, der straks satte indersiden på, men fra kanten af straffesparksfeltet trillede bolden stille og roligt på målstolpen og retur ud i feltet, hvor ingen fra EIF havde fulgt op, og så var den gratis chance forspildt. 

Heldigvis skulle der kun gå 6 minutter derefter, før den bedre og bedre spillende Frederik Roepstorff fik chancen og fra 16-18 meters afstand svingede han  venstrebenet og sendte flot bolden i mål til 1-0.

Frem mod halvleg havde EIF yderligere tre chancer. Alexander Holst med en god dribletur, der endte i et hjørnespark. Et godt frispark eksekveret af Roepstorff og endelig en gratis chance til Patrick Bernth, da Ølstykkes målmand atter fumlede og spillede Bernth fri, men hans forsøg endte direkte på målmanden.

Ølstykke lukkede halvlegen bedst. Først et fint langskud af Jakob Sørensen, men Nicolai Johansens afløser i Espergærdemålet Victor Sørensen reddede fint, og på det følgende hjørne headede Frederik Roepstorff bolden væk på mållinien.

Kort før pausefløjtet blev Alexander Holst udsat for en ishockeytackling i det kriminelle felt, men dommerens fløjte blev i lommen, men kun for en kort stund. Den kom hurtigt op i munden, da Holst kommenterede situationen, og så måtte EIF starte anden halvleg med 10 mand, da Holst lige skulle afsone et gult kort.

Efter 50 minutter tacklede Frederik Roepstorff rent på bolden, men dommeren så det anderledes. Matthias Pointinger tog frisparket udenfor feltet. Hans spark endte i Espergærdes forsvarsmur, hvor dommeren mente, at Tobias Nilsson forsætligt brugte armen til at stoppe bolden. Gult til Nilsson og straffe til Ølstykke, som Pointinger scorede på til 1-1.

Efter 57 minutter kom hjemmeholdet i overtal, da Mathias Underlien fik gult for en stempling på Jeppe Ødegaard, der hævnede situationen minuttet efter ved at score sikkert, da den indskiftede Andreas Kirkeby flot driblede udenom tre mand og fandt Victor Montell med en dyb aflevering. Lynhurtige Montell så Jeppe Ødegaard storme mod feltet og afleverede skråt baglæns, så Ødegaard stensikkert kunne score til 2-1 til Espergærde.    

Den debuterende Andreas Kirkeby fik chancen for at øge efter 82 minutter, men efter Ølstykkes forsvar var sat skakmat, lobbede han bolden over både målmand og mål. Ærgerligt for ham og for Espergærde, der på denne knap så gode dag kunne have brugt målet til at få lidt ro over spillet de sidste minutter. I stedet måtte publikum og hjemmehold bide negle, indtil dommeren efter næsten 7 minutters overtid fløjtede af. Espergærde fortsatte dermed sin sejrsstime, men nu vidende, at ingen træer vokser ind i himlen.

Nu venter en kamp mod rækkens lokale modstander Hellebæk, der vil nyde at være første hold, som tager points fra Espergærde. I skrivende stund forlyder det, at kampen skal afvikles på Helsingørs nye stadion, men om det faktisk bliver der eller på kunstgræs i Hornbæk er uvist. I hvert fald er kamptidspunktet på lørdag klokken 16:00. 

1 Kommentar

  1. Helge Mørdrup

    Så sandt å sandt- så sørgeligt sandt Peter! Lad det nu gå ud over Hellebæk på lørdag !

    Svar

Leave a Reply to Helge MørdrupCancel reply