Espergærde ordnede tamt Lyngbyhold

af 22. august 2021Espergærde IF3 Kommentarer

Som Espergærdefan havde man en herlig lun eftermiddag på Gymnasievej, hvor gæsterne fra Lyngby måtte drage hjem med et 1-5 nederlag i bagagen.

Lyngby er blevet lidt af en drømmemodstander for EIF, der i sidste sæson vandt 4-1 og 3-1 over Lyngby. I lørdags blev det så 5-1 til værterne, og sejren var ikke et mål for stor.

Groft sagt består Lyngby af en mand, nemlig nummer 10 med navnet Jeppe Sindahl Jensen. Han er drivkraften på et tamt Lyngbyhold, der aldrig fik lov at vise tænder. Espergærde dirigerede kampen fra start til slut, og på nær nogle sporadiske forsøg formåede Lyngby ikke at udrette noget som helst. EIF sad tungt på opgøret, og træner Dennis Madsen havde en stærk trup, hvor alle ville vise deres berettigelse på holdet. De fleste skader er nu overstået. Kun forsvarsspilleren Tobias Nielson er stadig ude med en langvarig lyskenskade, men der er tegn på snarlig bedring. Hans tilbagevenden vil være en yderligere forstærkning af en i forvejen stærk trup, der nu også har fået tilgang af Frederik Roepstorff, der senest har spillet divisionsbold i Avarta.

Lyngby fik kampens første chance efter 9 minutter. I en løbeduel med Mads Bach Clausen fik føromtalte Jeppe Jensen en god chance, men i 2 omgange reddede Nicolaj Johansen og i stedet fik Jeppe Ødegaard en stor chance efter frispilning fra den stærkt spillende Peter Poulsen, men Ødegaard missede målet med et mulehår.

Efter en længere skadesperiode er Espergærdes dygtige offensivspiller Patrick Bernt tilbage i startopstillingen. Han viste sit værd ved at slå en bold på tværs af Lyngbyfeltet efter 12 minutter. Det takkede Christian Poulsen for ved kontrolleret at sende bolden i mål tæt op ad venstre stolpe. Små 8 minutter senere ville brormand Peter ikke stå tilbage for Christian, så han tacklede og driblede sig fri i Lyngbyfeltet og sendte sluttelig bolden i nettet til 2-0.

Efter en halv times spil fik Victor Montell bolden i højre side. Han sendte et hårdt og fladt langskud mod modsatte opstander, som han ramte, så bolden sprang i spil igen.

Men det var en stakket frist for Lyngby, der måtte se Christian Poulsen spille Valdemar Holze, der takkede for tilliden og øgede til 3-0 efter 36 minutter.

Straks i 2. halvleg fik Lyngby et lidt billigt straffe. Nicolaj Johansen løb frem og tacklede en modstander midt i feltet. Dommeren dikterede straffe, som Lyngbys Lasse Chrøis sendte en meter over mål.

Espergærde lod sig ikke gå på, og efter 61 minutter lykkedes det indskiftede Frederik Bay at kaste sig og med et behersket spark sende bolden i nettet til 4-0.

Lyngby fik nogle minutter senere reduceret til 1-4 ved, selvfølgelig, Jeppe Jensen, da Espergærdeforsvaret ikke var på dupperne og havde sluppet alle markeringer. Kort efter gult kort til Simon Hansen, der jævnede Mads Bach Carlsen med jorden. Og så fik Ludvig Pahl chancen med et langskud på en returbold i venstre side, og hans klokkerene vristspark var utageligt for Lyngbys målmand Theodor Hedegaard. Så stod det 5-1 og mere blev det ikke til.

Små 200 tilskuere så EIF bringe sig på 1. pladsen i en kamp, hvor alle kæmpede, og spillet virkelig hang godt sammen. På lørdag vil det kl. 13 i Farum Park vise sig, om Espergærde har noget at have optimismen i. Selvtilliden må i hvert fald være i orden efter den fine sæsonstart.  

3 Kommentarer

  1. Helge Mørdrup Jensen

    Ja det var en fornøjelse at se det “nye” EIF hold udspille et tomt Lyngby mandskab. . Det bliver en spændende sæson!!

    Svar
    • Helge Mørdrup Jensen

      Et tomt Lyngby hold skal der stå!

      Svar
    • rup Jensen

      tamt

      Svar

Leave a Reply to Helge Mørdrup JensenCancel reply