Espergærde måtte slås for sejren

af 5. juni 2022Espergærde IF1 Kommentar

På trods af en tidlig udvisning til Bagsværd, blev det en svær kamp for topholdet, der måtte slide og slæbe for at hive en spinkel 1-0 sejr hjem.

Første halvleg blev næsten sædvanen tro en ikke særlig seværdig omgang fodbold. I det 5. minut blev topscorer Valdemar Holze spillet dybt, og han trak energisk fra sin oppasser Christian Rudbeck, der ikke så anden udvej end at sparke benene væk under Espergærdespilleren. Dommeren valgte at dømme frispark lige uden for det kriminelle felt, men til gengæld viste han Bagsværdspilleren det røde kort. Bertil Lautrop tog det dømte frispark, men der var ikke saft og kraft nok til at overliste Bagsværds målmand Andreas Kudsk Jensen. 

Det var ikke til at se på spillet, at EIF var i overtal. Bagsværd havde flere hurtige omstillinger, men de kom aldrig i nærheden af Nikolai Johansens mål.

Efter en god halv time måtte EIF’s Emil Steen Rasmussen ti minutter ud for voldsomt spil. Han var netop kommet ind igen, da tilbagevendte Frederik Roepstorff med en lækker pasning spillede Jeppe Ødegaard fri, men ”Øde” valgte at afslutte med ydersiden af støvlen og sende bolden til målspark.

Efter pausen fulgte Bagsværd stadig godt med, og de var meget udfordrende i deres spil. Lidt komisk blev det imidlertid Andreas Kirkeby, der fik EIF’s anden advarsel efter kun 3 minutters spil af anden halvleg. Igen begrundede dommeren kortet i farligt spil.

Efter 51 minutter tog Frederik Roepstorff et soloryk og så, at Bagsværds keeper var langt ude af sit mål og med et flot løft prøvede Roepstorff at score med et spark over 50 meter. Men keeperen nåede tilbage og fik afværget.

Godt ti minutter inde i anden halvleg lykkedes det EIF at bringe sig foran. En god aflevering fra Ludvig Pahl frem til Andreas Holze sendte denne på et raid, hvor han lykkedes med at sætte sine forfølgere, runde målmanden og sende bolden i Bagsværdmålet til en 1-0 føring til Espergærde.

Bagsværd blev mere direkte i deres tacklinger, og efter 68 minutter blev Frederik Roepstorff sendt ud i ti minutter for en noget tvivlsom forseelse set med Espergærdeøjne. Men dommeren får jo altid ret.

I det 75. minut var Bagsværd tæt på udligning. Et bragende langskud fra Noah Sloth Petersen havde kurs mod venstre side af målet i spillets retning, men Nicolai Johansen sprang fantastisk og fik drejet det velplacerede skud til hjørne. Mon ikke det var denne redning, der efter kampen indbragte ham ”Man of the match” titlen på stemmerne fra hans holdkammerater?

Med ti minutter tilbage af kampen kom Jakob Thorup alene med Bagsværds keeper, der smed sig teatralsk og højst upassende, da Thorup passerede ham. Målmanden burde have haft en advarsel, men fik i stedet frispark. Den dom burde så have medført et kort af en slags til Thorup, men dommeren vinkede bare Thorup videre.

De sidste minutter foregik i en ond atmosfære, og kampen sluttede da også meget upassende med et mindre slagsmål foran hjemmeholdets udskiftningsboks, ligesom Bagsværds træner kom styrtende fra den anden boks for at blande sig i løjerne. Besindige spillere og ledere fik dog stoppet urolighederne og den frembrusende træner.

Efter kampen var der arrangeret champagne, musik og jubel på banen. Det var EIF’s næstsidste kamp i sæsonen, der slutter med med udekamp på lørdag klokken 1300 i Hundested, der skal kæmpe for at sikre sig forbliven i Serie 1. Igen en udfordring for Espergærdedrengene, som man må rose for at holde dampen oppe på trods af, at deres oprykning nu har været sikker i mange runder. Og forhåbentlig har de efter Hundestedkampen kræfter tilbage til at spille om Sjællandsmesterskabet mod Såby fra Kirke Såby. Såby får sandsynligvis hjemmebane, men mere om det og dato/tid for dette opgør senere.

Flertallet af de 150 tilskuere stemte i øvrigt på Valdemar Holze som dagens mand i skysovs, men også Nikolai Johansen og Ludvig Pahl lå fuldt fortjent højt på publikumslisten.

EMNER:

1 Kommentar

  1. Helge Mørdrup Jensen

    Ja vi mødte en dygtig modstander i den sidste hjemmekamp, hvor de mange EIF fans med piber og trommer forsøgte at få gutterne op i omdrejninger! Nu mangler blot en enkelt udekamp – før det går løs i kampen om SM ! Formentlig d. 18. Juni på udebane. Det bliver spændende!

    Svar

Skriv en kommentar

Pin It on Pinterest

Shares