Espergærde Idræts Forenings Fodboldafdeling – Beretning for 2016

af 28. januar 2017Espergærde IF0 Kommentarer

2016 har sportsligt været noget op og ned. Vores Herre Senior 1 hold sluttede jo 2015 med en suveræn halvsæson i serie 1, men startede desvære 2017 noget haltende. Vi spillede os op, og var mod sæsonafslutningen med helt fremme i toppen af rækken, men oprykning til Sjællandsserien blev det ikke til. I efteråret 2016 startede det flot, og vi var efter et par runder med helt fremme i toppen af serie 1, men er efterfølgende faldet tilbage til en midterplacering. Det er en meget lige række hvor alle slår alle, men vi håber stadig på en topplacering i serie 1 i foråret.

Vores næstbedste seniorhold fik en oprykning til serie 3 i foråret, og vi fik så mange nye spillere at vi tilmeldte et ekstra seniorhold. Der kom også en masse U19 spillere til i efteråret, så vi meldte også et ekstra U19 hold til.

I løbet af efteråret har vi dog haft noget frafald, og vi er tilbage på de hold vi havde i foråret.

Vi måtte desværre konstatere at der ikke længere var spillere nok til vores dameseniorhold, som lukkede sidste forår. Til gengæld har vi så fået et ny damehold, ”soccermums”, som består af mødre til vores fodboldbørn. Indtil videre træner de kun, men med tiden er det også planen at de skal spille nogle kampe.

Vi havde igen i år besøg af Veteranernes vendskabsklub fra Frankrig, og vores veteraner var på genvisit i Frankrig. Det er en super tradition.

På ungdomssiden har vi stadig mange spillere i alle årgange, og vi har endnu ikke oplevet et ekstra stort indhug i de årgange hvor vi samarbejder med FC Helsingør. Vores U13 årgang er en af de allerstørste ungdomsårgange, og med god sportslig kvalitet. Og det på trods af at vi leverede 12 spillere fra den årgang til FCH overbygningsholdet i foråret.

På pigesiden oplevede vi at DBU henvendte sig direkte til os for at sikre sig at vi indstillede vores U13 pigehold til EliteØst rækken i efteråret. Dejligt at vores talentudviklingsarbejde bliver bemærket og påskønnet af DBU.

I påsken sidste år havde vi traditionen tro nogle ungdomshold på tur i udlandet. U11-12 Drengene var til turnering i Holland, og U12-13 pigerne var i Italien, hvor de til og med vandt en drengeturnering.

Vi har haft vores udfordringer med at tiltrække og fastholde trænere til alle ungdomsholdene. Vi har en ambition om at kunne tilbyde uddannede trænere ned til U10 årgangene, men vi må konstatere at vi bor langt fra København når det drejer sig om at tiltrække trænere. Heldigvis er langt de fleste af vores trænere dedikerede og trofaste, og vi har mange trænere der er blevet hos os i Espergærde i en del år.

Samarbejdet med FC København er fortsat en succes, og vi har stadig vores egen Skills træning i Espergærde, ledet af et trænerteam fra FCK. Et synligt resultat af samarbejdet er de tre ungdomsspillere vi har i FCK’s ungdomsafdeling. Dejligt når nolge af vores talenter klarer sig godt.

På samme måde er vores samarbejde med FC Helsingør og en succes. Vi leverede som nævt mere end 10 spillere til den seneste U13 årgang, og det er glædeligt at vi holder et så godt niveau i vores ungdom, at vi kan levere til overbygningsholdene. U13 holdet fik en indrangering i Mesterrækken, og der er det højeste vi kan opnå som moderklub i FCH Overbygningen.

I takt med at spillerne udvikler sig vender nogle af dem tilbage til Espergærde, og det er godt at se at de i de flest tilfælde også er glade for at komme tilbage til ders gamle klub. Vi har naturligvis et stort ansvar for at tage godt imod de hjemvendte spillere, og vi skal sørge for at vores eget træningsmiljø er så godt, at det ikke er for stor en omvæltning at komme tilbage.

I juni havde vi for første gang en DBU Sjælland klubdag, hvor vi havde lagt så mange hjemmkampe og stævner i Espergærde på samme dag. Det var en stor succes, og vi har allerede anmodet DBU Sjælland om at få en klubdag den 10. juni i år. Det er en fantastisk mulighed for at få samlet så mange som muligt på stadion på samme dag, og til at spillere, forældre og trænere på tværs af årgangene kan få se hinanden.

I juni var vi også medarrangør af Skolernes Idrætsdag i Espergærde, og vi var sammen med Gymnastik, Badminton, Håndbold og Skolerne med til at lave en sjov dag for omkring 1000 skoleelever på vores anlæg.

Vi var også med til at arrangere St. Hans på Kirkestranden, men i år var vi ikke just heldige med vejret. Det regnede, og det kunne ses på omsætningen. Vi er generelt ikke så heldige med vejret til vores sommerarrangementer i Espergærde.

I den første uge i Skoleferien havde vi som altid vores Fodboldskole. Igen i år ledet af Dennis Jensen, som endu engang leverede et godtt arrangement med styr på både det sportslige og på økonomien.

I den sidste weekend af skoleferien var vi medarrangør af Kronborg Cup, og Stævnet var i år rekordstort. Der var ca. 470 deltagende hold, og vi havde over 100 hold i Espergærde. Igen i år var der en masse frivillige der lagde en kæmpe indsats i Kronborg Cup. De fleste under afviklingen, men for nogle også med planlægningen. Kristian Antonsen trak det helt store læs for Espergærde, og har brugt mange mange timer på at få Kronborg Cup til at fungere hos os.

I efteråret blev der evalueret på Stævnet, og de deltagende klubber har udstukket kursen for hvordan Kronborg Cup kan udvikles yderligere de kommende år. Der er en overgrænse for hvor meget større det kan blive i den nuværende form, med de baner der er til rådighed i kommunen, så det kan være at stævneformen ændres i fremtiden.

Kronborg Cup genererer et pænt overskud til deling blandt arrangørerne, og det er skønt at det frivillige arbejde på den måde direkte belønnes.

Vi kunne glæde os over at den nye kunstgræsbane i Snekkersten blev taget i brug i år, og det har været en hel del nemmere at få fordelingen af kunstgræstider mellem klubberne til at gå op denne vinter end tidligere. Vi glæder os også til det nye stadion i Helsingør bliver bygget. Banen der bliver med kunstgræs, så det betyder at der er yderligere en bane til deling om vinteren. Det er en forudsætning at der er tilstrækkelige træningsmuligheder om vinteren, hvis vi vil fastholde og udvikle vores ungdomsspillere.

Og denne vinter har det faktisk været muligt at tilbyde kunstgræstider til alle. Ikke prime-time til alle, men dog mindst 2 ugentlige træningstider til alle. Det har givet en del mere ro i planlægningen.

Den endelige beslutning omkring det nye halbyggeri kom også på plads, så nu glæder vi os til at se hvordan det kommer til at se ud. Den nye hal kommer til at ligge på en del af Gymnasiets fodboldbane, så vi har bedt Grøn Drift se på om der kan skabes et nyt græsareal som kompensation et sted på vores anlæg.

Så var 2016 år 1 med Charlotte Vest i Cafeteriet, og man må sige at der er sket ting og sager. Lokalerne er frisket op, og der er kommet mange nyt tiltag. Dagens ret, og en del nye menupunkter. Ikke bare en men mange slags kaffe, og der er en kæmpe fryser med forskellige is. Alle er glade. Vi glæder os meget over den måde Charlotte kører det på, og over alle de gode input hun kommer med. Selve cafeteriet bliver endnu bedre når den igangværende ombygning er klar om nogle får uger, og så kan både vi og charlotte glæde os over de ny muligheder der er. Tak til Charlotte for en super start.

2016 var desværre også året hvor vi mistede Carl Anker. Carl har jo gennem næsten en menneskealder været med i fodboldklubben på en eller anden måde. Som træner, i bestyrelsen eller på andre måder. Selv i den sidste tid hvor han ikke havde det godt, og slet ikke var godt gående, havde han engang imellem overskud til at komme op og se førsteholdet spille om lørdagen. Carl er og vil blive savnet i Espergærde og i særdeleshed i fodboldklubben.

Afslutningsvis vil jeg takke alle de frivillige trænere, ledere, forældre og andre der lægger et kæmpe arbejde i klubben, og som er forudsætningen for at vi kan fungere. Uden alle de frivillige var der ingen klub.

Og jeg vil også gerne takke vores sponsorer, som sørger for at vi kan gøre mere i vores klub end vi ellers havde kunnet gøre. Uden sponsorerne ville det ikke være lige så sjovt at drive fodbolklubben.

Det var berretningen for 2016. Tak for opmærksomheden.

Tom Pedersen

Formand

0 kommentarer

Skriv en kommentar