Espergærde i storsejr mod Liria

af 16. april 2023Senior+1 Kommentar

Efter den skræmmende ringe indsats i forrige runde mod Farum var det tydeligt, at cheftræner Dennis Madsen og hans trænerteam havde talt dunder til truppen med et mærkbart resultat.

Efter sølle 7 minutter havde EIF via solidt forsvarsspil og aggressivt angrebsspil bragt sig på 2-0. Topscorer Valdemar Holze startede igen inde og efter godt 3 minutters spil modtog han en fin bold i dybden. Afleveringen behandlede han efter fortjeneste og scorede sikkert til 1-0 og knap var spillet sat i gang efter scoringen, før Frederik Roepstorff for 3. kamp i træk kom på måltavlen og hamrede en aflevering fra Holze i mål til 2-0.

Efter 7 minutter prøvede en Liriaspiller at tackle en fremstormende Victor Montell i højresiden. Liriaspilleren mistimede sit indgreb med det yderst triste resultat, at han brækkede sit venstre skinneben. Der blev tilkaldt ambulance, mens spilleren lå på banen. Det tog næsten 20 minutter, før hjælpen nåede frem og kunne fragte den uheldige spiller til hospitalet. Dommeren gav holdene 5 minutter til at gøre sig klar og efter godt 25 minutters afbrud blev spillet genoptaget.

Der var kun spillet godt et minut af første halvleg part 2 før Espergærde øgede til 3-0. Det var Frederik Roepstorff, der takkede Holze for den målgivende aflevering til 2-0 ved at spille Holze fri, så denne kunne øge til 3-0. 4-0 og 5-0 blev det også. Først 4-0 ved Christian Poulsen, der udnyttede en retur fra en Liriaspiller og finurligt lagde bolden i mål efter 11 minutters spil, og 5-0 målet stod Valdemar Holze for efter godt opspil fra Jeppe Ødegaard og Christian Poulsen.

Det lykkedes Liria at reducere til 1-5 på et hovedstød efter et hjørnespark i det 40. minut og minuttet senere fastslog Jeppe Ødegaard pauseresultat til 6-1, da han med indersiden dirigerede en aflevering fra et opspil mellem Ludvig Pahl og Valdemar Holze i mål ved modsatte stolpe. Dejligt at se Espergærde i det store og hele levere en koncentreret indsats, dog garneret med enkelte koncentrationssvigt og små skønhedsfejl til stor irritation for Dennis Madsen.

Anden halvleg blev lidt en fuser sammenlignet med den dynamik, der blev lagt for dagen før pausen. 12 minutter før tid tog Valdemar Holze et af sine skarpe ryk og i fuld speed spillede han ping-pong med Christian Poulsen og kom helt fri og scorede sikkert til slutresultatet 7-1.

Godt at se EIF igen overtage dirigentstokken. Med fire mål fik Holze bevist, at han igen er i kampform. Gode indsatser af mange, blandt andet Frederik Ropstorff, Christian Poulsen og Jeppe Ødegaard, der ovenikøbet måtte slutte kampen på mål, da Victor Sørensen var blevet sparket i ansigtet under et Liriaforsøg mod mål. Det medførte en del blod og en øm næse, men efter kampen var Victor ok igen, og Ødegaard kunne prale af et clean sheet.

Næste udfordring bliver en forventelig svær kamp i Vedbæk, hvor Rudersdal venter fredag aften kl. 1830. Rudersdal er en af rækkens skuffelser, der nok havde forventet en højere placering end den aktuelle under midten, men de er et dygtigt hold, som Espergærde skal tage meget alvorligt.

Forhåbentlig var kampen mod Liria sidste kamp i denne omgang på kunstgræs. Der var i øvrigt 186 tilskuere, der fik en livlig og målrig kamp inden pausen, men kunne nå at få pulsen ned inden de gik hjem efter et mere behersket kamptempo i anden halvleg.

1 Kommentar

  1. Helge Mørdrup Jensen

    Ja 1. Halvleg var kendetegnet af hurtigt og præcist EIF spil. 2. Halvleg for sløset og usikkert mod et tamt Liriahold.

    Svar

Leave a Reply to Helge Mørdrup JensenCancel reply