Espergærde fortsatte sejrsrækken

af 19. september 2021Espergærde IF0 Kommentarer

Seks flotte scoringer, sublime kombinationer, en opgivende modstander og et trist uheld kendetegnede EIF’s sjette gevinst af seks mulige.

Herlev var lørdagens modstander på EIFs hjemmebane på Gymnasievej. Det var tydeligt, at holdet var forberedt på at komme under pres. Ofte var alle 11 Herlevspillere på egen banehalvdel i et mislykket forsøg på at dæmme op for hjemmeholdets angrebsmaskine.

Allerede i 1. minut fik Herlev en prøve på Espergærdes offensive kompetencer. Victor Montell blev fældet i et raid i højre side. Christian Poulsen sparkede det efterfølgende frispark med skru bagom forsvarsopstillingen, og bolden susede i lav højde langs mållinien lige foran Herlevmålet, men ingen fra Espergærde nåede frem.

I 7. minut var den gal igen for udeholdet. Flere spillere var involveret i et godt Espergærdeopspil, der landede hos Valdemar Holze, der bankede til bolden midt i feltet. Herlevkeeperen fik pareret, men Christian Poulsen fulgte op og bragte EIF foran 1-0.

I det 22. minut var Holze og Christian Poulsen igen på færde. Atter var det et flot opspil med mange mand involveret. Det endte hos Valdemar Holze, der uselvisk spillede bolden til venstre, hvor Christian Poulsen tæmmede og placerede den i mål til 2-0.

Efter en halv time var Peter Poulsen ved at spille sig selv fri, da et Herlevbenspænd ødelagde muligheden. Frispark til EIF og gult kort til Herlevspilleren. I spil 10 mod 11 blev forskellen på de to hold endnu mere udtalt, og da Valdemar Holze med en af sine lynhurtige dribleture kom helt fri og øgede til 3-0, var der ingen i Espergærde og sikkert kun ganske få i Herlev, der troede på et comeback til gæsterne.

Espergærde fortsatte det overlegne spil. Valdemar Holze havde bolden i mål, men det blev annulleret for offside. Minuttet efter ramte Jeppe Ødegaard stolpen, og så slap Herlev til pause med 0-3.

Anden halvleg fortsatte med stor Espergærdedominans. Allerede efter 47 minutter lagde Frederik Roepstorff en fantastisk aflevering fra venstrekanten i en flot, skruet bue ind foran Herlevs mål, så Holze kunne øge forholdsvis ubesværet til 4-0.

Så lavede Victor Montell og Jeppe Ødegaard en kopi af 4-0 målet. Montell rykkede uimodståeligt på højrekanten og fandt Ødegaard med en fremragende aflevering og så stod det 5-0 til hjemmeholdet.

Efter 62 minutter viste Frederik Roepstorff igen prøver på sine færdigheder, da han flot driblede sig gennem Herlevs bageste kæde og fra baglinien lagde bolden skråt baglæns, så Christian Poulsen med et følt spark kunne lave sit 3. og EIFs 6. mål til stillingen 6-0, hvilket blev kampens resultat.

At Espergærde ikke øgede yderligere den sidste halve time, må Herlev betegne som et mirakel. 2 kæmpechancer til henholdsvis Patrick Bernth og Mads Bach Carlsen blev brændt på det skammeligste. Patrick Bernt tog revanche med en scoring, men den blev noget misvisende annulleret for offside, selv om Bernth kom løbende bagfra og satte foden på bolden, og sekunder før dommerens slutfløjt bragede Frederik Roepstorff bolden på stolpen med et skud fra 20 meters afstand. Desværre fik Jakob Thorup i slutfasen et alvorligt vrid i højre knæ efter en tackling, hvilket selvfølgelig gav et skår i sejrsglæden for EIF. 

Og Herlev? Det blev til ét forsøg indenfor målrammen efter 83 minutters spil, men det havde Nicolai Johansen i Espergærdemålet nemt ved at klare.

Igen en flot holdindsats med mange individuelt fremragende præstationer. Publikum, små 200 var der, kårede Christian Poulsen til ”man of the match”, men der var flere om buddet.

På lørdag spiller EIF, der stadig fører rækken med maksimumpoints, i Smørum Idrætscenter mod Ledøje Smørum kl 1300.

0 kommentarer

Skriv en kommentar