EIF holdt AB nede

af 13. september 2021Espergærde IF1 Kommentar

På en meget knoldet græsbane uden tilskuerfaciliteter af nogen art kørte Espergærde en sikker 4-0 sejr hjem.

Inden lørdagens kamp mellem AB og EIF på Skovdiget i Bagsværd var EIF pga sidste uges aflysning af opgøret mod Værløse en kamp bagud i forhold til AB, men begge hold havde 9 points, så det var en lille topkamp, der ventede. Spændende blev det dog aldrig, dertil var EIF i de fleste af spillets facetter for overlegne.

Det blev dog en træg start. Først midt i halvlegen kom der noget, der lignede en chance. Jeppe Ødegaard tog sig en løbetur på venstre fløj, rundede et par modstandere og fandt fint Valdemar Holze med en præcis aflevering, men Holzes forsøg blev pareret af Peter Holm Illum i AB’s mål.

Få minutter efter spillede Frederik Roepstorff ping-pong med Christian Poulsen, der fikst fandt Holse, der imidlertid vippede bolden en anelse for meget, så den røg lige over målet.

I det 34. minut blev 3. gang lykkens gang for Valdemar Holze. AB blev fanget på Espergærdes banehalvdel, og en lang clearing røg fra forsvaret langt op i AB’s forsvarszone, hvor lynhurtige Holze denne gang ikke svigtede. Flot satte han sine forfølgere og prikkede bolden over den fremstormende målmand og via indersiden af modsatte stolpe gik bolden i mål.

Tre minutter før pausen viste Holze, at han også har et fint blik for sine medspillere. Rykkende på tværs i feltet så han Peter Poulsen i venstre side og med en følt aflevering lagde han bolden så nøjagtig, at Peter Poulsen med indersiden kunne trille bolden udenom Holm i AB-målet. 2-0 til EIF ved pausen.

Efter 48 minutter fik AB sin første rigtige scoringsmulighed. Mathias Harslund skruede flot bolden mod modsatte stolpe, men Nicolai Johansen, Espergærdes keeper, havde læst skuddet og reddede helt nede ved foden af stolpen.

Med en god halv time igen viste Holze og Christian Poulsen en fin prøve på deres sammenspil. Holze støbte igen en fin kugle, som Christian Poulsen enkelt lagde uden om Peter Holm Illum til 3-0 til EIF

AB’s anden store scoringsmulighed var et frispark lidt uden for Espergærdes felt. Et godt skud blev taget af den tiltagende vind og var ved at blæse over Nicolai Johansen, der på forunderligvis i baglæns løb og ude af balance var ved at falde ind i mål med bolden, men det lykkedes ham at kaste bolden bagom sig selv og uden om stolpen.

13 minutter før tid fik tilbagevendte Emil Rasmussen et unødvendigt gult kort for at sparke bolden væk. Det ændrede det ikke på det faktum, at EIF fortsatte med at være spilstyrende. Victor Montell kunne have fået et straffe, da han af en AB-spiller blev væltet ud over baglinien. I stedet satte Espergærde punktum efter 90 minutter, da Valdemar Holze dygtigt driblede til baglinien og lagde igen bolden præcis for fødderne af Christian Poulsen, der med kampens sidste spark øgede til en sikker sejr til EIF på 4-0, hvor hele holdet fortjener ros for en koncentreret indsats.

På lørdag kl. 1400 får Espergærde besøg af et af bundholdene, Herlev IF, på Gymnasievej og så vil det vise sig, om EIF’s gode start fortsætter.

1 Kommentar

  1. Helge Mørdrup

    Håber at se rigtig mange EIF fans på stadion for at nyde vort målfarlige 1. Hold. Og det er på lørdag!

    Svar

Skriv en kommentar