Espergærde vender tilbage til Sjællandsserien

af 21. juni 2014Senior+0 Kommentarer

Tre runder før afslutningen på Serie 1 lå Espergærde til oprykning. Men et 0-0 resultat i Vedbæk og et nederlag på 2-3 i sidste uges hjemmekamp mod Helsinge gjorde, at Espergærde stillede op til kampen mod Gladsaxe/Hero i Gladsaxe Idrætspark med kniven på struben. De missede points i de to seneste kampe betød nemlig, at Espergærde var gledet ned på 3.pladsen, og de to direkte oprykningspladser var overtaget af Helsinge og lørdagens modstander Gladsaxe/Hero. Samtidig betød resultaterne i Danmarksserien, at der ikke ville blibe mulighed for at spille om oprykning til Sjællandsserien, hvis Espergærde endte på en 3. plads i Serie 1, kreds 1. Med andre ord kunne kun en sejr til Espergærde give oprykning.

Kampen skulle dømmes af Per Kofoed, som Espergærde gennem turneringen havde stiftet bekendtskab med flere gange. Kofoed er kendt som en rolig type med godt overblik og flair for at lade spillet flyde. Benytter sig meget af fordelsreglen og giver sjældent kort. Hvilket også skulle vie sig at være tilfældet denne lørdag eftermiddag i Gladsaxe.

Espergærde havde fin opbakning, da godt 100 tilrejsende fans gjorde deres for at heppe på deres helte. Der var vel omkring 250 tilskuere, som satte fin stemning omkring den oprykningsfinale, som kampen havde karakter af.

Espergærde viste ikke tegn på nervøsitet, da kampen startede. Gladsaxe/Hero er kendt som et hold, der lever på at udnytte dødboldsituationer og derudover at have rækkens bedste forsvar.

Alligevel var det Gladsaxe/Hero, der med en misforståelse i eget forsvar var ved at sætte Espergærde i gang. Gladsaxes Kim Sommer vil upresset heade bolden tilbage til målmand Ovais Azizi, men han rammer bolden alt for hårdt, og kun Azizis lynhurtige refleks redder Gladsaxe fra at komme bagud efter 14 minutter. Minuttet senere er det Espergærde, der er på hælene. Gladsaxes Emil Lauridsen dribler alene igennem, og Espergærdes målmand Mads Hamberg kommer sent ud af sit mål og får ikke fat i bolden, men indlægget mod et tomt Espergærdemål cleares i målfeltet, og Espergærde slipper med skrækken.

Chancen er tegn til en længere periode med Gladsaxe overtag, men uden at de kommer til større chancer. I stedet er det Espergærde, der pludselig tager initiativet, og i det 24. minut tager Mikkel Ols sagen i egen hånd, og med et par fikse driblinger uden for Gladsaxes straffesparkfelt får han bolden lagt til rette til sit venstreben og fra 18 meter dunker han bolden i mål med et framragende skud helt ude ved målmandens højre stolpe helt utageligt for målmand Azizi.

I det 26. minut laver Gladsaxe med kort mellemrum to grove frispark, som dommer Kofoed vælger at ignorere. Og et par minutter senere mistimer Hamberg et indgreb, men igen slipper Espergærde nådigt.

I det 33. minut burde det have blevet 2-0 til Espergærde. En hurtig kontra, som i dahens fodbold har fået navnet omstilling, giver Espergærde frit skud på mål, men i nævnte rækkefølge brænder først Chris O’Connell og derefter Christian Poulsen de oplagte chancer, og halvlegen ender 1-0 til Espergærde.

I pausen kunne man undre sig lidt over, at Gladsaxe ikke i 1. halvleg formåede at lægge større pres på Espergærde, der omvendt igen ikke udnyttede deres chancer. Det burde have været en større føring til Espergærde.

I anden halvleg kom Espergærde igen fint fra start. Og allerede i det 48. minut fik Jakob Koch overspurtet et temmelig passivt Gladsaxe forsvar, men alene i Gladsaxes straffesparkfelt blev han presset ned bagfra med en velrettet Gladsaxealbue. Dommer Kofoeds fløjte forblev helt uforståeligt tavs, hvor et straffespark og et gult kort til Gladsaxe havde været helt på sin plads. 

Den manglende kendelse og dommerens afværgende armbevægelser blev fulgt op med yderligere et par episoder, hvor Gladsaxe midt på banen laver et par meget grove frispark mod Espergærdespillere i frit løb og lader fordelsreglen gælde. Det er naturligvis et dommerskøn, men det ville i den grad have klædt Per Kofoed efterfølgende at have kaldt Gladsaxespillerne til sig og præsenteret dem for et gult kort. Men sådan skulle det ikke være i denne kamp, der skulle byde på yderligere dramatik.

Hvad der ikke burde være en overraskelse for Espergærde, som kampen skred frem, var at Gladsaxe på Espergærdes banehalvdel ved indkast brugte Andreas Bønnelycke til at tage Gladsaxes indkast. Selv i modvinden var han i stand til at kaste 30-35 meter, og efter 56 minutter kom Espergærdes målmand Hamberg på glatis. Efter endnu et langt indkast blev Hamberg fikseret ude i feltet, og Gladsaxes forsøg blev ekspederet væk på mållinien. Der lurede udligningen for alvor. I stedet slog Espergærde kontra, og Chris O’Connell, som Espergærdes træner Morten Sylvest fornuftigt havde besluttet at benytte som presspiller, kom alene igennem, men igen hamrede en Gladsaxespiller Espergærdespilleren ned bagfra i straffesparkfeltet, og igen var dommer Kofoeds fløjte tavs. Ikke underligt at der lød højlydte protester fra både bænk, spillere og publikum. Det påvirkede åbenbart dommeren så meget, at han på et efterfølgende angreb, hvor en Espergærdespiller kom fri efter endnu et groft Gladsaxe frispark midt på banen, valgte at fløjte frispark til Espergærde, som dermed blev frataget en kæmpe mulighed for at komme alene med Gladsaxes målmand. Igen store protester. Og det virkede meget mærkeligt, at der stadig ikke kom kort til syne. Men det var åbenbart, at Per Kofoed havde besluttet, at der ikke skulle uddeles kort. Og det havde begge hold naturligvis forstået at udnytte.

Efter 65 minutter har Gladsaxe igen en stor chance, men Gladsaxes Martin Nygaard Jensen sender efter en fin vending bolden lige forbi Espergærdemålet fra kanten af straffesparkfeltet. Efter 68 minutter dumper bolden ned i Espergærdes målfelt på et Gladsaxehjørne, men fra få meters afstand formår Gladsaxe at misbruge halvlegens på det tidspunkt største chance.
Efter 77 minutter går det galt for Espergærde. Gladsaxe får erobret bolden og får fyret et panikskud af mod Espergærdes mål. Skuddet er ufarligt, men desværre rammer bolden på sin vej Gladsaxes Kim Sommer, der prøver at dukke sig. Heldigt for ham og Gladsaxe undgår han ikke bolden, der rammer ham i ryggen og springer fuldstændig skævt og havner i tomt mål til udligning 1-1.
Tiden går alt for hurtigt for Espergærde, der desperat har brug for en sejr. Gladsaxe er med det uafgjorte resultat oprykker til Sjællandsserien sammen med Helsinge. Skal Gladsaxe virkelig snyde Espergærde igen. I efterårets kamp i november i Espergærde udlignede Gladsaxe efter 7 minutters overtid, og mismodet bredte sig i Espergærdelejren.

I det 90. minut er Espergærdes anfører Marc Kraft pludselig helt alene i Gladsaxes straffesparkfelt. Gladsaxes målmand Azizi ser dette og farer ud af sit mål og løber direkte ind i Marc Kraft. Men igen ser dommer Kofoed noget andet end de fleste. Hans fløjte er tavs, men han meddeler i stedet, at der er lagt 6 minutter til kampen for diverse spilstop undervejs.

Efter at Marc Kraft har modtaget behandling sættes spillet i gang igen, og Espergærde har tydeligvis besluttet at sætte alt på et brædt. Det medfører et større klumpspil efter at bolden er ekspederet ind i Gladsaxes målfelt i det 94. minut. Pludselig lyder dommer Per Kofoeds fløjte, og der er forvirring i begge lejre. Ingen er tilsyneladende klar over, hvad der er fløjtet for. Gladsaxe gør sig klar til at tage et frispark, og Espergærde har vendt ryggen til situationen. Pludselig går det op for alle, at dommeren har dømt straffespark til Espergærde i en situation, hvor han ser en Gladsaxespiller omklamre Espergærdes Frederik Skou. Dommen får selvfølgelig Gladsaxespillerne helt op i det røde felt. At miste en oprykning langt inde i overtiden gør ondt. Især fordi ingen i Gladsaxe kunne se straffet. Og indrømmet, udefra var der så meget tumult i feltet, at det var vanskeligt at se, hvad der foregik. 

Mens Gladsaxe protesterede, gjorde Marc Kraft sig klar til at sparke. Og da der blev ro i feltet, og alle spillere var opmarcheret uden for straffesparkfeltet, løb Espergærdes anfører roligt til bolden, som han lagde til højre i målet, mens Gladsaxes målmand sprællede forgæves til venstre i målet. 2-1 og oprykningspladsen var igen i Espergærde.

Det blev til yderligere 3 minutters spil, inden dommer Per Kofoed fløjtede for sidste gang. Espergærdes spillere og stab jublede, mens mange Gladsaxespillere og ledere og supporters benyttede lejligheden til at fortælle Per Kofoed et og andet om hans præstation. Som Gladsaxes træner sagde efter kampen: I aften skal vi holde stor afslutningsmiddag, men det bliver til mad med bismag. 

Om straffesparket forklarede dommer Kofoed, at han ikke var i tvivl. En Gladsaxespiller holdt med begge arme om en Espergærdespiller i straffesparksfeltet og forhindrede ham i at nå bolden, så der kunne ikke dømmes andet end straffe. Dommeren måtte i øvrigt eskorteres til sit omklædningsrum af et par Gladsaxeledere, da stemningen 10 minutter efter kampens ophør stadig var meget ophedet, og flere fra Gladsaxe, supporters og spillere, havde svært ved at tilgive dommeren for det dømte straffe.

Hos Espergærde var der naturligvis højt humør. Der blev åbnet champagne på banen og i omklædningsrummet var der efterfølgende sang og råben og i øvrigt en tur under bruseren til assisterende træner Claus Lundsgaard og cheftræner Morten Sylvest. Sidstnævnte var i øvrigt særdeles glad for, at Espergærde ikke vanmdt rækken og dermed skulle spille om Sjællandsmesterskabet i Serie 1. Men mon ikke Espergærde trods alt havde formået at levere en fornuftig indsats, hvis de havde vundet rækken?

Espergærdes hold/stab, der sikrede oprykningen i Gladsaxe:

Trænere: Morten Sylvest og Claus Lundsgaard. Holdleder Claus Eriksen.

Spillere: Målmand Mads Hamberg, Jakob Koch, Anfører Marc Kraft, Mustafa Shaya, Mikkel Barfod, Hans Peter Jensen, Jeppe Ødegaard, Christian Poulsen, Christopher O’Connell, Mikkel Ols, Rasmus Møller, Frederik Skou, Christoffer Vilmar, Niclas Frøhlich.

Skrevet af Peter Brask

Billeder fra kampen (taget Peter Brask og Dennis Jensen)

Video fra kampen

Straffet i overtiden (optaget af Dennis Jensen).

Slutstillingen i serie 1 2013/14.

K V U T Score P
1 Helsinge Fodbold 26 16 5 5 57 33 53
2 Espergærde IF 26 15 6 5 80 41 51
3 Gladsaxe-Hero BK 26 14 7 5 45 22 49
4 Grønne Stjerne 26 11 6 9 52 54 39
5 Lundtofte Boldklub 26 11 5 10 50 53 38
6 Herlev IF 26 11 3 12 45 43 36
7 Frederiksværk Fodbold klub 26 10 6 10 43 38 36
8 Brede IF 26 10 6 10 47 44 36
9 AB 26 10 4 12 37 49 34
10 Femhøj IF 26 8 9 9 38 45 33
11 Jyllinge FC 26 7 7 12 42 58 28
12 BSV 26 5 11 10 37 51 26
13 S.C. Egedal ! 26 6 6 14 36 51 24
14 BK Friheden 26 6 3 17 29 56 21

0 kommentarer

Skriv en kommentar