Der var kombineret mål- og oprykningsfest på kunstgræsbanen i Espergærde i lørdags, da hjemmeholdet bankede B73 fra Herlev med hele 7-4 og dermed understregede deres fortjente oprykning til Kvindeserie Øst, der modsvarer herrernes Danmarksserie.
Det er muligt, at kvindefodbold ikke har samme publikumstiltrækning som herrefodbold, men ikke desto mindre rundede tilskuertallet 100, da der i lørdags var nøjagtigt 106 tilskuere til EIF’s sidste kamp i Sjællandsserien. Oprykningen var allerede sikret for et par uger siden, men der var dækket op til den store oprykningsfest i anledning af holdets sidste kamp i sæsonen. Det var heldigvis tørvejr, og der var etableret bod med alt, hvad der hører en fodboldkamp til for at behage tilskuerne. Varme pølser, kolde øl og vand, varm kaffe, te med mere. Flot initiativ.
Og Espergærdes spillere var indstillet på at vise det talstærke publikum, at kvindefodbold kan være en særdeles underholdende affære. Hele 11 mål blev der budt på, hvoraf de syv til hjemmeholdet. Allerede i det andet minut bragte hjemmeholdet sig foran 1-0, da Natalie Randrup Nielsen scorede fra tæt hold. Derefter fulgte to minutters intensivt bombardement af Herlevs mål, men gæsterne slap med skrækken. I stedet havde de den ”frækhed” at udligne til 1-1 ved Sofia Schneider, der udnyttede en friløber og scorede uden chance for Marie Schwartz i Espergærdemålet.
Efter 27 minutter var Lærke Larsen ligesom ved Espergærdes første mål igen på spil i oplæggerens rolle, da hun spillede Michelle Rodam fri til scoring til 2-1 og få minutter senere lynede Lærke Larsen selv med scoring til 3-1. I det 37. minut blev det 4-1, da Sara Birch Nielsen scorede direkte på frispark.
Der havde ingen spilstop været i første halvleg. Alligevel havde dommeren lagt 3 minutter til, og i de døende sekunder af overtiden reducerede Herlev til 2-4, da Sofie Schneider scorede sit andet mål.
I anden halvdel fortsatte Espergærde sit opvisningsspil, da Michelle Rodam på et oplæg fra Lærke Larsen i venstre inde modtog bolden foran mål og sparkede bagom sit støtteben og finurligt bragte EIF på 5-2. Det blev helt sikkert kampens delikatesse. Super scoring.
6-2 blev det også, da Anna Binderup kom på måltavlen, og så blev EIF forståeligt nok lidt ukoncentrerede, og det udnyttede Herlev til at score to gange og reducere til 4-6, inden Sara Birch Nielsen med sit andet mål lukkede og slukkede til slutresultatet 7-4. Og så blev der ellers uddelt oprykningstrøjer, og der blev åbnet champagne og naturligvis brølede en sound box ”We are the Champions” ud over anlægget.
Nu er Espergærdes kvinder kommunens næsthøjest placerede seniorhold, og de tre herrehold i Sjællandsserien Espergærde, Snekkersten og Hellebæk er hermed efter EIF’s kvinder oprykning til Kvindeserie Øst degraderet til ”kun” at være de tredjehøjest placerede hold. Det skal blive spændende at se, hvor langt Espergærde IF kan strække den i den nye række, hvor alt går meget hurtigere, og hvor det tekniske niveau får en tand eller to opad.
0 kommentarer