Skuffende resultat i Avedøre

af 23. marts 2025Espergærde IF1 Kommentar

Espergærde’s træner team, Søren Pedersen og Steen Dan Heegaard, har op til sæsonstart haft svære betingelser ift. rejser og skader i den ellers store trup de har til rådighed, hvor Victor Montell, Nicolai Bay og Mads Havemann er på langtidsrejse. Til kampen i Avedøre kom Espergærde til kampen med en skadesplaget trup, hvor flere nøglespillere manglede, heriblandt Frederik Roepstorff, Mikkel Barfod, Bertil Lautrup, Peter Poulsen samt Emil Rasmussen som var arbejdsramt. Til gengæld var der gensyn til Alfred Valentiner, Mads Lund Antonsen og Jakob Torup Pedersen ift. til sidste kamp.

Kampen startede roligt, hvor de første 20 minutter var præget af meget boldbesiddelse hos Espergærde, men dog uden at skabe chancer. Den stærke vind gjorde det svært at spille struktureret fodbold.

I det 26. minut var Ødegaard ved at slippe fri i venstre side, men blev kantet af Avedøres nummer 20, der modtog kampens første gule kort.

I det 34. minut måtte Espergærde foretage en tidlig udskiftning, da en skadet Frederik Bay blev erstattet af Victor Kløvborg. Kort efter, i det 40. minut, måtte Alfred Valentiner også udgå med en skade, og Jakob Thorup kom på banen.

Lige før pausen, i det 45. minut, kom Espergærde frem til deres største mulighed i halvlegen. Sigurd Sache opsnappede en bold i venstre side og sendte et indlæg ind til Holze, der var helt fri i feltet. Han kastede sig ned for at afslutte, men Avedøres målmand reddede og slog bolden til hjørne. Dermed sluttede første halvleg uden scoringer.

I pausen foretog Espergærde endnu en udskiftning, hvor Jakob Roepstorff kom ind i stedet for Sigurd Sache.

Espergærde startede anden halvleg med mere tempo, og det gav hurtigt en stor chance i det 54. minut, hvor Mads Lund Antonsen var tæt på at score, men hans skud strøg lige forbi højre opstander.

Fem minutter senere, i det 59. minut, spillede Espergærde sig flot igennem, og bolden havnede hos Holze i feltet. Han spillede bagud til Ludvig Pahl, men hans afslutning sneg sig lige forbi den venstre stolpe. 

Den mest kontroversielle situation i kampen kom i det 66. minut. Jakob Roepstorff slog en diagonalbold ind i feltet, hvor Holze blev fældet af målmanden – noget der lignede et klokkeklart straffespark. Men linjevogteren vinkede for offside i situationen.

I det 70. minut kom Avedøre til en sjælden chance i højre side. Bolden havnede for fødderne af Martin Nordentoft, men hans afslutning var for svag, og Espergærdes målmand Viktor Ullits kunne nemt samle bolden op.

To minutter senere fik Espergærde frispark lige uden for Avedøres felt, men Tobias Nilsons afslutning gik en meter over mål.

Espergærde bænk – ikke udskiftningsbænken, men skadesbænken. Fra venstre Bertil Lautrup, Peter Poulsen, Frederiks Roepstorff og yderst til højre Mikkel Barfod.

Kampens afgørelse

I det 73. minut slog Avedøre til. Efter et opspil i venstre side sendte en Avedøre-spiller et perfekt skud fra halvdistancen i venstre side af banen, som sejlede op i venstre målhjørne – godt hjulpet af den kraftige vind. Det var en scoring, der kom ud af ingenting, men den viste sig at blive kampens eneste.

Espergærde forsøgte at svare igen og i det 78. minut spillede Ludvig Pahl en dyb bold til Holze, men hans chip forbi målmanden gik forbi den højre opstander.

I det 84. minut lagde Holze i en bold af til Kløvborg, der afsluttede fra distancen, men skuddet gik en halv meter over mål.

I det 88. minut smadrede en Avedøre-spiller ind i ryggen på Kløvborg og modtog sit andet gule kort og dermed rødt. 

Trods et massivt pres fra Espergærde i de sidste 10 minutter lykkedes det ikke at få udlignet, og kampen sluttede 1-0 til Avedøre.

En meget skuffende start på anden halvdel af sæsonen for Espergærde med uafgjort hjemme mod Roskilde og et nederlag i dagens kamp mod Avedøre. Espergærde holder dog anden pladsen i rækken pga. svage resultater hos forfølgerne.

Nu venter en vigtig kamp på lørdag mod Snekkersten som har fået en noget bedre start på sæsonen med en uafgjort og en sejr. Kampen spilles kl. 14 på kunststofbanen i Espergærde.

1 Kommentar

  1. Helge Mørdrup Jensen

    Tak til Søren for et godt referat i sin debut som referant for EIF. Håber 1.holdet møder op til lokalbraget mod Snekkersten ved fuld styrke! 🙋⚽️⚽️

    Svar

Skriv en kommentar