Alt imens det meste af EIF holdt klubdag på Gymnasievej kæmpede u8 drengene for klubbens ære i Frederiksværk. Den sidste af 4 DGI-runder. Finalestævnet. Drengene førte med 6 pts. inden de sidste 5 kampe. Men intet er som bekendt sikkert i fodbold så længe der er en teoretisk chance for forfølgerne.
Drengene holdt til presset. Det blev til en klar førsteplads.
EIF sluttede A-rækken med i alt 42 pts., målscore 41-17. Fordelt på 12 sejre, 6 uafgjorte og kun to nederlag.
nr 2 Snekkersten blev sat med 11 pts. og så fulgte Farum, HUI, Frem Hellebæk og Fredensborg.
De talentfulde drenge maste på dagen de nærmeste forfølgere fra Snekkersten i anden kamp med klare 3-1. Ren opvisning. Snekkersten kom først på tavlen ved 2-0, og så scorede drengene hurtigt et mål mere. Så var førstepladsen hjemme, men den snu og taktisk kloge mestertræner Steen H afslørede det ikke for drengene. Drengene kæmpede og spillede derfor det bedste de havde lært i de sidste kampe også – og gjorde det super – forspringet blev endda udbygget. EIF u8 var bare det klart bedste hold i DGI Nordsjælland i dette halvår.
Nu glæder drengene sig til at være med til Kronborg Cup for første gang til august 🙂
Sportslige hilsener
Trænerteamet, lægestaben, fysserne, sponsorerne mv. omkring u8-drengene
0 kommentarer