Et fortsat stærkt skadesplaget EIF kom efter to uafgjorte kampe tilbage på vindersporet i hjemmekampen mod AB, der sikkert blev besejret 4-1 efter 2-1 ved pausen.
Espergærde måtte inden kampen også skrive Patrick Bernth på skadeslisten, der nu tæller 8 stamspillere. Alligevel lykkedes det EIF takket være en solid holdindsats at hjemtage alle 3 points mod AB, så holdet nu inden påskerunden, hvor EIF sidder over, fører rækken med 13 points og har plus 52 mål på måldifferencekontoen.
AB har som regel altid været et svært hold at spille mod. Traditionelt lægger klubben vægt på teknik og dygtig boldomgang. Efter de to uafgjorte kampe kunne det mærkes på hjemmeholdet, at man meget gerne ville have en sejr. Der blev da også åbnet med et fornuftigt helbanepres på modstanderen, der umiddelbart ikke kunne svare igen. Efter et kvarter brød Jeppe Ødegaard godt igennem forsvaret og var tæt på at bringe EIF i front, da hans skud tæt under mål blev refleksreddet af AB’s keeper med en sprællemandsredning. Forsøget gav dog hjemmeholdet blod på tanden, og en godt spillende Andreas Kirkeby rundede kort efter et par modstandere og sendte dagens spiller Victor Montell afsted med en fin aflevering, og alene med målmanden bankede Montell Espergærde foran med 1-0.
Glæden blev dog meget kort. Kun få minutter senere viste det sig, at de mange afbud i hjemmeholdets trup gav sprækker i et noget vakkelvornt forsvar. Det udnyttede AB til at udligne til 1-1, da Kasper Nielsen scorede på en god aflevering fra Nick Skovgaard.
Espergærde havde fortsat problemer i første halvleg med at finde det spil frem, som før vinterpausen satte mange hold skakmat tidligt i kampen, og AB lykkedes fint med at holde trit hjemmeholdet. Kort før afslutningen på halvlegen tog Jeppe Ødegaard dog sagen i egen hånd, og sublimt rundede han tre modstandere og kom fri på baglinjen, hvor han tog yderligere et par træk og fikst spillede bolden på tværs af målet, hvor Victor Montell kom stormende og blev dobbelt målscorer, da han med indersiden bragte sit hold på pausestillingen 2-1.
I pausen benyttede trænerduoen Dennis Madsen og Frederik Hilker lejligheden til at omorganisere lidt. Bland andet kom Jakob Thorup ind, og han fik hurtigt bundet forsvaret bedre sammen. Samtidig blev tempoet øget, og AB fik ikke ro til at opbygge deres spil. Efter 55 minutters spil viste unge Mads Lund Antonsen sin berettigelse på holdet, da han mesterligt driblede sig fri i højre side af banen og lagde en snorlige pasning i højden til altid farlige Christian Poulsen, der flot headede EIF på 3-1.
Føromtalte Andreas Kirkeby viste igen sin driblekunster, da han satte fire mand af i AB-forsvaret, men alene med målmanden blev han hægtet bagfra, og kampens i øvrigt myndige dommer Thomas Brun fløjtede straffe, som Jakob Thorup sikkert eksekverede og fastslog slutresultatet 4-1 til Espergærde IF.
Alt i alt en kamp, der især i anden halvleg viste, at EIF har en bred trup, der trods mange skader kan være med på øverste hylde. Mod AB blev der vist beslutsomhed og gennemslagskraft, og der blev tacklet igennem og kombineret, så det var en fornøjelse. Især forsvaret lider stadig noget under de mange fravær, men også her blev der i anden halvleg lukket bedre af. Alt i alt en fin holdindsats med rigtig mange gode enkeltpræstationer til at løfte niveauet.
Næste kamp bliver lørdag den 23. april kl. 1130 på udebane i Herlev, hvor et af rækkens bundhold Herlev IF venter. Forhåbentlig minder man sig selv om i EIF, at der ikke er lette hold, og at man skal møde en modstander, der kæmper for overlevelse. Og måske kan nogle af de skadede i løbet af de næste 10 dage nå at blive klar. Jo, det ser fornuftigt ud for EIF.
0 kommentarer