Espergærde taber lokalderby efter dramatisk afslutning

af 18. maj 2025Senior+0 Kommentarer

Da Hellebæk var hjemmehold er det dem som leverer det fulde kampreferat til Helsingør Dagblad, som kan læses på tirsdag. Men hermed et resumé af kampens væsentligste begivenheder.

Lørdagens lokalopgør mellem Hellebæk og Espergærde på Nordkysten bød på intens fight og skiftende momentum, men endte med et bittert nederlag til EIF, der trods flere store chancer måtte se sig besejret i de døende minutter.

Espergærde fik ellers en drømmestart, da Holze sikkert omsatte et straffespark i det 15. minut, som han selv havde tilkæmpet sig efter et benspænd i Hellebæks felt. 

Det lykkedes hjemmeholdet at få udlignet kort før pausen, da et højt indlæg blev snittet af Peter Poulsen og tilfældigt havnede for fødderne af en helt fri Tobias Holm, der nemt kunne udligne til 1-1 tæt under mål. En uheldig sekvens for Espergærde, som kort efter kunne have genetableret føringen, men både Roepstorff, Holze og Bay måtte se deres forsøg afvist eller gå snævert forbi mål.

I anden kom Espergærde ud med mere tempo og skabte flere oplagte scoringsmuligheder, men manglede den sidste skarphed foran mål. Kampen blev afgjort dybt inde i overtiden, da Ludvig Pahl gled på den hårde bane, hvilket gav Hellebæk mulighed for en kontra. Ødegaard forsøgte at afværge faren, men måtte ty til ulovlige midler og begik straffespark, som Emil Brodersen sikkert sendte i nettet til 2-1.

Med nederlaget risikerer Espergærde nu at blive overhalet af Birkerød, der med en sejr i deres kommende kamp (søndag kl. 12) mod BSF kan rykke tre point foran i tabellen og indtage 1. pladsen. Samtidig har FC Gladsaxe med en 6-2 sejr over Taastrup reduceret afstanden til blot to point.

Næste opgave for Espergærde bliver en vigtig hjemmekamp mod Rudersdal på lørdag kl. 14, hvor holdet skal forsøge at genfinde formen og sikre tre vigtige point i kampen om topplaceringerne.

0 kommentarer

Skriv en kommentar