Espergærde strålede om kap med solen

af 17. september 2023Senior+2 Kommentarer

Efter tre nederlag på stribe, så det med 7 afbud til lørdagens kamp ude mod Avarta sort ud for EIF, men skeptikerne skulle intet få at have deres skepsis i.

Et stålsat Espergærdehold viste fra første fløjt, at de ville vise, at det reservespækkede hold, der nu stod på banen i Rødovre mod Avarta, der inden og efter kampen havde 0 point, ville vise, at de kunne løfte ansvaret på Sjællandsserieholdet. Det var i bogstaveligste forstand et helt nyt EIF-hold, der dominerede hele kampen igennem og vel havde bolden i egne rækker 80 procent af tiden. Victor Montell var lige ved og næsten, da han i det 24. minut gik fri i højre side og kort før baglinjen skød han hårdt mod fjerneste stolpe, som han ramte, hvorpå bolden løb langs mållinjen uden at være inde.

I det 35. minut kom Victor Kløvborg godt igennem i venstre side og blev fældet bagfra i straffesparkfeltet. Det efterfølgende straffespark omsatte super solide Tobias Nilsson sikkert til 0-1. Og kun tre minutter senere fandt anfører Peter Poulsen med en fiks dybdebold Frederik Bay, der uden tøven tog et par træk og udplacerede Avartas keeper og så stod det 0-2. Og lige før pausen blev Avarta reduceret til 10 mand, da Tobias Nilsson blev voldsomt hægtet bagfra, hvilket gav et gult kort.

Efter pausen fortsatte Espergærde med at dominere. Det var tæt på, at Frederik Roepstorff med et godt venstrehug kunne have øget til 0-3, men værternes målmand fik afværget med en benparade. 

Og så fik Victor Ullitz vist sig frem på to identiske scoringer. Først blev han spillet fri af Victor Kløvborg i det 55. minut og scorede sikkert til 0-3, og minuttet efter var det Frederik Bays tur til at spille Ullitz i dybden og igen var han sikker og så stod det 0-4.

I det 65. minut var rollerne byttet om, da det var Frederik Bay, der blev spillet fri af Victor Ulllitz. Bay svigtede ikke og dermed 0-5. Og så var det Nicklas Skou, indskiftet i 2. halvleg, der viste sig frem. Han tog 3-4 lynhurtige træk fra venstre ind mod midten, og fra kanten af straffesparkfeltet skruede han flot bolden over i modsatte målhjørne i det 77. minut til 0-6.

Endelig var det den også indskiftede Jakob Thorup, der rykkede på højrefløjen og fra en svær vinkel skød han højt, hårdt og langt udefra mod mål over en chanceløs målmand og øgede til 0-7. 

Og så kom der en lille streg i regningen, da Avarta unødvendigt fik lov at reducere i overtiden til 1-7 ved Carrel Gnaéré.

En flot, flot tilbagekomst af Espergærde efter tre pointsløse kampe. Det var en stor fornøjelse at se holdet folde sig ud. Det var i høj grad bolden, der fik lov at gøre arbejdet og var med til at udspille Avarta. Hurtige afleveringer, fremadrettet og målsøgende (og målgivende) spil og en positiv attitude på banen, hvor alle bakkede op om hinanden. Generelt plusser til hele holdet, men derfor kan målscorerne godt blive fremhævet, ligesom Alfred Valentiner også stod stærkt i billedet. Men på en dejlig solskinsdag, hvor ingen faldt igennem, kom EIF forhåbentlig tilbage på sporet. Hvor robust holdet er blevet af den tiltrængte sejr i Rødovre vil vise sig på lørdag, når stærkt spillende Farum kommer på besøg på Gymnasievej kl. 1400.

Ingen af de normalt ”sikre” førsteholdsspillere, der havde meldt afbud til kampen mod Avarta, bør føle sig sikre på at blive udtaget til kampen mod Farum. Trænergruppen skal foretage nogle svære valg, inden truppen til næste kamp er på plads.

EMNER:

2 Kommentarer

  1. Helge Mørdrup Jensen

    Sådan gutter ! Glæder mig allerede til næste hjemmekamp !!

    Svar
    • Frederik Hilker

      Vi glæder også til at se dig og de andre trofaste

      Svar

Skriv en kommentar