Espergærde smed 2 point i overtiden

af 7. april 2025Espergærde IF0 Kommentarer

Det første opgør mod BSF endte med en 5-2 sejr på hjemmebane. Det kunne det også være blevet til igen, hvis Espergærde havde kendt sin besøgelsestid og afgjort kampen på en af de mange chancer de tilspillede sig. I stedet endte det kun med 1-1.

Espergærde måtte undvære Joshua Hansen (skole) og Jeppe Ødegaard (ferie), men kunne til gengæld glæde sig over sæsondebut til Bertil Lautrup, der var tilbage efter sin skade.

Kampen startede i højt tempo, og allerede i det 2. minut var Espergærde tæt på. Mads Lund Antonsen lagde et fremragende indlæg til Victor Kløvborg, som afsluttede resolut – dog reddet til hjørne af Ballerups målmand. Kort efter fulgte endnu et hjørnespark, hvor Kløvborg og Ludvig Pahl kombinerede flot, inden Holze fik afsluttet tæt forbi mål.

Ballerup svarede igen i det 6. minut med en farlig omstilling og et skud fra nært hold, som dog gik højt over. Herefter satte Espergærde sig tungt på spillet og skabte flere store chancer – men manglede den sidste skarphed i afslutningerne, som ofte endte lige på målmanden.

I det 40. minut kom forløsningen: Victor Kløvborg hamrede bolden op i det højre målhjørne fra 10 meter uden for feltet og bragte Espergærde i front 1-0. Kort efter havde Frederik Bay en stor mulighed for at øge føringen, men afslutningen med højre fod gik langt forbi.

Espergærde dominerede de sidste minutter af halvlegen, men formåede ikke at udbygge føringen inden pausen.

Anden halvleg begyndte lige så intenst. I det 48. minut fandt Kløvborg en helt fri Bertil Lautrup med et præcist indlæg, men hovedstødet gik over. To minutter senere havde Ballerup deres største chance, men Mads Lund afværgede på stregen.

Espergærde pressede videre. Lautrup var tæt på igen i det 53. minut, og kort efter måtte Ballerups målmand diske op med to redninger i træk på afslutninger fra Holze. 

Midt i anden halvleg kom friske kræfter på banen: Niklas Mortensen erstattede Frederik Bay, og Jakob Roepstorff kom ind for Bertil Lautrup. Roepstorff markerede sig hurtigt med et fladt indlæg til Holze, som dog blev blokeret til hjørne.

Espergærde fortsatte presset. Niklas Petersen forsøgte sig med et langskud, og Kløvborg testede målmanden igen i det 75. minut. I det 76. var Holze tæt på, og Roepstorff var kun en skostørrelse fra returen.

Men så kom vendepunktet. En opspilsfejl i det 77. minut førte til en kontra, og Tobias Nilsson måtte trække i nødbremsen – gult kort og 10 min. i boksen. Selvom Espergærde holdt stand i undertal, udnyttede Ballerup overtiden. Efter et stolpeskud endte returbolden hos en Ballerup-spiller, som sendte den fladt i nettet til slutresultatet 1-1.

Et frustrerende pointtab – især fordi Espergærde havde chancer nok til at afgøre kampen flere gange. Med syv tabte point i sæsonens første fire kampe mod hold fra rækkens nederste halvdel, er effektiviteten foran mål et klart fokuspunkt fremadrettet.

Espergærde holder dog fast i 2. pladsen, tæt forfulgt af Hellebæk og Gladsaxe, som begge ligner stærke konkurrenter i toppen, hvis formkurven fortsætter. Omvendt skal Espergærde finde skarpheden, hvis man skal gøre sig håb om point mod de kommende svære modstandere.

Næste kamp: Lørdag den 12. april kl. 14.00 hjemme mod Bagsværd.

EMNER:

0 kommentarer

Skriv en kommentar