Espergærde havde inden kampen i lørdags mod det absolutte bundhold Herlev B1973 kun skrabet 4 points sammen på udebane. Omvendt havde Herlevholdet kun skrabet 4 points sammen i alt. Så det var med reelle forhåbninger om yderlige points på kontoen, at Espergærde kunne sætte retning mod Herlev på denne grå og våde lørdag eftermiddag.
Trods vejrliget havde B1973 trommet 156 tilskuere sammen på det intime stadion med navnet Elverroad, og der var sat i scene som var det til en større sommerfest med udendørs servering, stortromme og organiseret heppekor. Og der var sandelig også samlet indløb med dommertrioen i spidsen til tonerne af Herlev B1973 slagsangen og hjemmepublikummets klapsalver, så optakten kunne ikke gøres meget festligere. Og så rådede man i Herlev over en fremragende fodboldbane, der årstiden og den meget nedbør på det seneste ikke kunne være flottere.
De få Espergærde supporters, der havde taget turen til Herlev, glippede lidt med øjnene, da de så Espergærdes startformation. Blandt de 11 på banen kiggede man langt efter Jakob Koch og Jeppe Ødegaard. Koch havde meldt afbud, mens Ødegaard på grund af jobskifte ikke kunne garantere, at han var helt klar til kamp, så træner Morten Sylvest havde bænket ham. Lå der en lille undervurdering af Herlev B1973 i denne disposition, eller var det for at vise holdet, at når man er udtaget, møder man og er helt klar?
Hjemmeholdet syntes til gengæld fra kampstart at være helt klar og lignede bestemt ikke et hold, der i 10 kampe kun havde formået at tilspille sig 4 points. Herlev startede aggressivt, og hele holdet pressede højt på banen, så snart udeholdet var i boldbesiddelse. Allerede efter et par minutters spil fik Espergærde et vink med en vognstang, da Herlevholdet var tæt på at komme foran. Et godt skud fra højrekanten voldte Mads Hamberg i Espergærdemålet visse problemer, og han måtte ned i fuld længde for at afværge en scoring.
Så kunne man vel forvente, at Espergærde var advaret? Måske, men det var ikke til at se. Herlev fortsatte de optimistiske takter, og der skulle gå 26 minutter før Espergærde viste tænder. Espergærdes Christoffer Vilmar leverede et godt forarbejde for Eres Ünsün, der var lige ved og næsten, men Herlevs målmand Henrik Cortsen greb godt ind. I stedet slog hjemmeholdet kontra, og et øjeblik efter dansede bolden på Espergærdemålets overligger efter et mislykket, men alligevel farligt Herlevlop.
Eres Ünsûn var igen på færde omkring den halve time. Han oversprintede Herlevforsvaret og lagde et flot skift fra højre mod bageste opstander, hvor Mikkel Ols desværre for Espergærde halvkiksede sin helflugter.
I de døende sekunder af første halvleg skete der en misforståelse blandt Espergærdes bageste, og pludselig var Herlevs anfører Jimmy Boye Olesen helt fri med Mads Hamberg, der igen viste sig fra sin bedste side og reddede Espergærde fra at komme bagud.
Anden halvleg startede ligesom første med Herlev i boldbesiddelse. I det 53. minut blev der sparket højt frem mod Espergærdemålet. Espergærdes Mikkel Rytter Nielsen fulgte bolden med øjnene, men i stedet for at heade den tilbage til målmand Hamberg, der var på vej ud af sit mål, afventede Mikkel Rytter, at bolden skulle falde ned på jorden. Det gjorde Herlevs anfører Jimmy Olesen til gengæld ikke, så han hoppede op og prikkede bolden over den sagesløse Mads Hamberg til 1-0 føring til hjemmeholdet.
Espergærde havde fået Jeppe Ødegaard på banen kort efter scoringen og med hans indhop var der forhåbninger om, at der kunne komme gang i Espergærdes angreb. Det kom der til dels også, men Espergærde havde en dag, hvor det meste bare ikke lykkedes. Faktisk kunne der ikke noteres et reelt Espergærde forsøg i 2. halvleg. Der var da forsøg, men enten forkludrede Espergærde selv de få muligheder, eller også lukkede Herlevs godt organiserede forsvar af. Et par hjørnespark kunne der skrives på kontoen, men som alt andet fra Espergærdes side denne lørdag eftermiddag, så kom der intet ud af dem.
Herlevtilskuerne fortsatte deres fest på sidelinien og opildnede deres helte til dåd. Og som tak for den ihærdige support kom Herlev B1973 på 2-0 et par minutter før ordinær spilletids ophør. Igen blev der ikke kommunikeret i Espergærdeforsvaret, der bestemt ikke var blevet sikrere af de udskiftninger, der var sket i løbet af 2. halvleg. Det betød, at Herlevs Berjar Rustom stort set uhindret kunne erobre bolden og prikke den i mål. Og hvis Espergærde ikke helt kunne se, hvad der skete, så lavede Berjar Rustom sit lille trick igen et par minutter inde i overtiden og fastslog resultatet 3-0 til Herlev B1973, der med sejren næsten fordoblede sin pointshøst. Det benyttede stadionspeakeren til at kalde til fest i Herlevs klubhus efter kampen, så der har sikkert været sjovt. Det har der til gengæld næppe været i Espergærdes omklædningsrum. Her kunne man tale om en kamp, hvor Espergærde havde haft bolden lige så meget som Herlev men uden at vide, hvad man skulle gøre ved den. Jeppe Ødegaard fik ganske rigtig sat lidt gang i Espergærdes angreb, men farligt blev det ikke rigtigt. Eres Ünsün spillede igen en solid kamp på midtbanen, men i takt med at Espergærde syntes at opgive håbet, så blev betingelserne for ham svære, og han fik ikke mulighed for at lave de dybdeløb, som han et par gange i første halvleg havde fin succes med.
Om kampen i øvrigt var det værd at bemærke, at dommer Emil Michelsen ikke havde kortene oppe en eneste gang, og selv om der blev tacklet igennem, så det sang, så foregik alt på en fair måde. Om der så skulle være kæmpet med hårdere midler fra Espergærdes side er en helt anden snak.
For Espergærde resterer der nu kun to kampe inden vinterhvile og trænerskifte. Og igen er det to bundhold, der er på menuen. Men dem er ingen grund til at undervurdere. Nu har Espergærde set, at hvis der ikke er fuld fokus hele kampen, så kan selv holdene fra de nedre pladser lave ravage, så på lørdag kl. 1330 mod Herlufsholm på Gymnasievej må det forventes, at Espergærde har sundet sig og er klar til at udbygge sin hjemmebanestatistik som ubesejret.
Skrevet af Peter Brask
0 kommentarer