EIF kendte ikke sin besøgelsestid i øsregn og vind i Roskilde og led et forsmædeligt 0-1 nederlag til bundproppen.
Meget var galt allerede inden udekampen mod Roskilde startede. Vejret var elendigt. Styrtregn ved kampstart, alle var gennemblødte og så var der kick-off klokken 1100 en søndag morgen en lille times kørsel fra Espergærde. Til gengæld skulle Espergærde møde den absolutte bundprop Roskilde, der ugen forinden blev udraderet 4-0 i Hellebæk. Og Espergærde mødte selvfølgelig frem til kampen som favoritter, men det kom desværre aldrig rigtig til at afspejle sig i kampen.
Ganske vist fik Valdemar Holze en friløber efter 11 minutters spil, men helt symptomatisk for Espergærde på denne våde søndag, brændte han den store chance ved at skyde lige på målmanden. Og for at føje spot til skade fik Holze gult kort efter en infight med en modstander, hvor dommeren skønnede, at Holze havde skubbet utilbørligt. Roskilde vejrede i bogstaveligste forstand morgenluft efter det gule kort til gæsterne, og med lidt mere kynisme havde Roskildes Emil Håkansson kuret bolden i mål på en fin tværpasning, men det evnede han heldigt for udeholdet ikke at gøre. Til gengæld evnede Roskilde at få et gult kort knap en halv time inde i første halvleg, da dommeren skønnede, at Benjamin Zeka stemplede Christian Poulsen. Efter 36 minutter burde Roskilde have været præsenteret for et rødt kort. En fuldstændig hensynsløs tackling, hvor en modstander sprang ind i Victor Montell med begge ben forrest og ramte Montell så hårdt, at han slog en kolbøtte i luften og landede på hovedet og kunne have kommet slemt til skade. Men nej, et gult kort var, hvad denne vilde og hensynsløse tackling kunne kaste af sig.
Mere blev det ikke til i en første halvleg, der kun vil gå over i historien for det elendige vejr og tre mærkværdige gule kort, og et korrekt til Roskildes Villads Beierholm for en grov tackling i det 38. minut.
Seks minutter inde i anden halvleg fik Espergærde chancen for at score fra buen udenfor Roskildes straffesparkfelt. Tobias Nilsson sparkede og kunne bringe EIF foran, men hans frispark gik langt over forsvarsmur, mål og tribune og landede på opvisningsbanen et godt stykke fra den kunstgræsbane, som EIF spillede på. Samme Nilsson fik en ny chance 10 minutter senere, men han mistimede sit hovedstød, og det lignede mere og mere en målløs affære.
Efter 65 minutter kunne Roskilde have bragt sig på 1-0, men føromtalte Emil Håkansson skulle spille smart og afslutte bagom støttebenet, men det gik fuldstændig galt. Minuttet efter havde indskiftede Nikolaj Bay-Smidt en kæmpechance for at score, da han befandt sig i værternes målfelt, men heller ikke det lykkedes, da han ikke fik ordentligt træf på bolden. Efter 71 minutter blev Alfred Valentiner spillet helt fri, men heller ikke han kunne udnytte den store chance. Og så modtog EIF endnu et underlig dømt gult kort i det 82. minut, da Joshua ”Johs” Hansen måtte ud på sidelinjen resten af kampen.
Og som det har været nævnt i tidligere referater, så har Espergærde det med at uddele milde gaver omkring lukketid. Således fik bundproppen Roskilde en tidlig julegave, da de fik lov til at kombinere sig igennem et passivt EIF-forsvar, så Bjarke Brix Thomsen nemt kunne score i et tomt mål og sikre Roskilde deres blot anden sejr i sæsonen.
Skal der lyde lidt positive ord, så må det være, at regnen stilnede af, og anden halvleg blev spillet i tørvejr. Normalt har EIF op til 40-50 tilskuere med til udekampene, men i Roskilde var der under 10. Godt for dem, der blev hjemme i det elendige vejr.
På lørdag kl. 1400 spiller Espergærde hjemme mod Fredensborg, der ligger nummer 1 og ser ud til at være godt kørende med henblik på tilbagevenden til Danmarksserien, hvor de huserede for ikke så mange sæsoner siden. Forhåbentlig får Espergærde styr på sine indlæg til på lørdag. Det var forfærdeligt at se alle de angreb, der buldrede ned mod Roskildes mål, men endte i det rene ingenting. Indlæg der i spil blev lagt ind i højder, hvor de var umulige at arbejde med. Indlæg der blev blokeret til et hav af hjørnespark, der blev sparket enten lige ind i forsvarerne eller så langt og højt, at de enten røg ud over baglinje eller modsatte sidelinje. Hvis det kan tage presset af EIF’s skuldre, så er holdet ikke favorit mod Fredensborg.
0 kommentarer