I de to forrige kampe har Espergærde været henvist til kunstgræs på grund af vejret. I lørdags kunne der spilles på rigtigt græs hjemme mod Hundested, der måtte pakke et 0-5 nederlag i bagagen takket være fem mål af Valdemar Holze.
Espergærde mangler efterhånden en del stamspillere pga skader og sygdom. Heldigvis er de ”nye” på holdet alle spillere, der har prøvet førsteholdsbold tidligere og er godt inde i spilsystemet. Og heldigt den skade, Valdemar Holze måtte udgå med i kampen mod Bagsværd, var ikke værre end han kunne spille med fra start i lørdags.
Og det tog helt nøjagtigt Holze 18 minutter at bevise, at hans skade var lægt. Han nettede i den periode tre gange og scorede dermed endnu et ægte hattrick fra det 13. til det 31. minut.
Første scoring efter eminent opspil af Peter Poulsen, der fandt bror Christian, som med en flot tværpasning afleverede snorlige til Valdemar Holze, der sikkert bragte EIF foran 1-0. Holze omsatte to minutter senere en flot slået aflevering fra Jakob Thorup til 2-0. Om det er den farligste føring, kan diskuteres, men minuttet efter 2-0 målet slog Hundested kontra, og Oliver Hansen fik chancen for reducering. Målmand Nicolai Johansen fik smidt sig, og kurende på den våde overflade sparkede han bolden væk, da den var på vej i mål.
Og så øgede hjemmeholdet i stedet til 3-0, da den halve time var rundet. Espergærde belejrede Hundesteds mål, og efter et par forsøg endte bolden hos Christian Poulsen, der sparkede hårdt mod mål, hvor Conrad Wan Krüger fik pareret. Uheldigvis for målmanden lige ud til brandvarme Valdemar Holze, der kanonerede bolden fladt i nettet.
Undervejs i ovennævnte periode havde Espergærde yderligere to solide målchancer, men først brændte Victor Montell, da han sendte en aflevering fra Jeppe Ødegaard forbi mål. Lidt senere lobbede Christian Poulsen fikst bolden over Hundestedforsvaret til Valdemar Holze, der også lobbede, men desværre over mål.
Seks minutter efter pausen scorede Jakob Thorup på en aflevering fra Ødegaard, men linjedommeren stod fint placeret og vinkede ”Øde” offside.
I det 54. minut tog Jeppe Ødegaard revanche. Et godt løb på venstre fløj endte i en stikning ind foran mål, hvor Valdemar Holze fikst vippede bolden forbi Wan Krüger til 4-0.
Valdemar Holze sluttede sit eget målorgie med scoringen til 5-0, da Christian Poulsen nok engang fandt Holze foran mål, hvor han ikke svigtede.
Ydermere havde først Victor Montell et brag af et skud på overliggeren, og nogle minutter senere hamrede Jakob Thorup bolden på opstanderen. Samme Thorup og Hundesteds Oscar Laursen havde kort efter en lille infight, som dommer Per Kofoed belønnede med et gult kort til begge aktører.
Så skete der ikke meget mere. 5-0 er en stor sejr og set fra modstanderens side et stort nederlag. Kigger man på de oplagte muligheder, EIF havde kampen igennem mod den ene, som Hundested som beskrevet ovenfor havde, så var 0-5 billigt sluppet for gæsterne.
Kampens spiller blev pudsigt nok Valdemar Holze, men med til historien hører at ingen fra Espergærde spillede dårligt. Brødrene Poulsen, Montell, Ødegaard, Thorup og Frederik Roepstorff stod også stærkt i billedet, ligesom der blev lukket godt af i forsvaret.
Årets sidste kamp er den udsatte mod Værløse. Den spilles på Gymnasievej på lørdag klokken 1400. Forhåbentlig igen på græs, hvor EIF bare er stærkere end på dårlige og små kunstgræsbaner.
Flot sejr! Glæder mig meget til årets sidste hjemmekamp med forhåbentlig flot angrebsspil og en sikker hjemmesejr op til vinterpausen! ⚽️