Espergærde overbeviste i ny sejr

af 24. april 2022Espergærde IF1 Kommentar

Trods bagud efter knap 3 minutter mod Herlev IF, vendte EIF spillet og sejrede sikkert med 5-1 på knoldemark i Herlev.

Espergærde stillede i Herlev med Frederik Bay og Frederik Roepstorff, der begge var tilbage efter skader. Dejligt at se dem i truppen igen.

Bay startede fremme, mens Roepstorff startede på bænken. Herlev havde åbenbart aftalt, at alt skulle kastes frem fra start, og allerede efter to minutter fik de et hjørnespark, som Jakob Madsen fra højre sparkede ind til Sirwan Ali, der med hovedet kunne snitte Herlev foran. Målet så nu ikke ud til at ryste udeholdet væsentligt, og der kom hurtigt samling på tropperne. Med Frederik Bay og Christian Poulsen i front, kunne EIF godt have udlignet hurtigere, men efter 20 minutter satte Andreas Kirkeby turbo på, og han tacklede og kæmpede sig godt gennem Herlevs forsvarsmur og fra en meget spids vinkel udlignede han fladt med et skud i modsatte side af målet til 1-1.

Espergærde havde flere store chancer før pausen, og i det andet overtidsminut af første halvleg bombarderede EIF Herlevmålet med 3 kvalificerede forsøg, som keeper Rodi Moazzini tog sig flot af. Sidste forsøg røg dog retur til Victor Montell, der fulgte godt op og kunne knalde bolden ind til pauseføring 2-1 til EIF.

I anden halvleg virkede Herlev trætte. Espergærde fortsatte med at holde højt tempo, og det bekom tydeligvis ikke hjemmeholdet vel. EIF fik frispark i venstre side, som Bertil Lautrop lagde bolden tæt ind mod midten af Herlevmålet. Her kom Mads Lund Antonsen til, og han bragte EIF på 3-1, da han helflugtede bolden i kassen fra kort hold.

Efter 54 minutter fik Andreas Kirkeby et 10 minutters hvil, da han og en Herlevspiller tørnede sammen. Helt hvordan det kunne blive gult i den situation, bevarede dommeren som sin egen lille hemmelighed. 

Minuttet efter viste Christian Poulsen det, der desværre snart er blevet hans varemærke. En forrygende tværaflevering fik han helflugtet med venstrebenet. En superflot teknisk detalje, som havde fortjent bedre, end at bolden endte på indersiden af modsatte stolpe. Poulsens tredje stolpetræf i foråret.

Andreas Kirkeby kom på banen igen efter sin ufrivillige pause, og med et kvarter igen satte han atter turboen på og blæste gennem forsvaret, mens han i to omgange blev søgt revet omkuld bagfra. Andet forsøg lykkedes, og så var der straffe til EIF, som Jakob Thorup sikkert eksekverede til 4-1.

Kirkeby fortsatte sit seværdige spil, og kun få minutter efter 4-1 målet var han på færde igen. Mads Lund Antonsen satte fart på i højresiden og lagde en fin stikning frem til Bertil Lautrop, der straks sparkede på tværs til en fremstormede Andreas Kirkeby, der fastslog slutresultatet til 5-1 med et godt indersidespark. Kirkeby havde i overtiden et forrygende langskud, som Herlevkeeperen nåede helt ude ved stolpen. Espergærde kunne godt have vundet større, men 5-1 på udebane skal der ikke sættes spørgsmålstegn ved.

På lørdag klokken 1400 er der så hjemmekamp mod Ledøje, der forhåbentlig får sit at se til. Espergærde virker virkelig tændte, og med lørdagens resultater er holdet nu hele 13 points foran nummer to. Med syv runder igen ser tingene meget fornuftige ud for Espergærde.

1 Kommentar

  1. Helge

    Flot indsats efter nogle kampe med mange afbud.

    Svar

Skriv en kommentar