Espergærde og Gribskov delte

af 28. september 2015Espergærde IF, Senior+0 Kommentarer

Med væsentlige ændringer på holdet måtte Espergærde nøjes med det ene point i Græsted.

Espergærde har benyttet efteråret til at få spillet en grundstamme sammen, og som bekendt har det inden kampen mod Gribskov betydet, at holdet er ubesejret og fører Serie 1, kreds 1. Derfor var det også ærgerligt, at både målmand Mads Hamberg, den tidligere anfører Christopher O’Connell og angriber Christian Poulsen alle måtte melde afbud til kampen mod Gribskov. På papiret var der tale om en topkamp, da Espergærde er etter i rækken efterfulgt af netop Gribskov. Da der i efteråret kun spilles om at undgå nedrykning, så er det ikke altafgørende at vinde rækken, men giver naturligvis moral til der til foråret skal spilles om oprykning til Sjællandsserien.

I Mads Hambergs fravær stod Daniel Nielsen og han var uheldig efter 30 seksunder, at bolden gled mellem sine egne ben, og en sådan gratis chance tog Gribskovs Jonas Rohrberg imod med kyshånd og trillede bolden i det tomme mål til en 1-0 føring til hjemmeholdet. Det var Daniel Nielsens eneste fejl i kampen, men desværre for ham og Espergærde kostede den også points.

I øvrigt var første halvleg ret begivenhedsløs. Set fra et Espergærdesynspunkt var det trist, at Philip Bruun-Andersen, der spillede en brandkamp mod Avarta, måtte lade sig udskifte efter en halv times tid, da han følte sig utilpas.

Der kom ikke yderligere scoringer i første halvleg, hvor begge hold havde nogle halve chancer, men intenst endsige farligt foran de to mål blev det aldrig.

I anden halvleg fik Espergærde vist, hvorfor holdet fører rækken. Der stod stort set Espergærde på alt, og det lykkedes ikke Gribskov at tilspille sig en eneste chance. Ganske vist fik de i et par situationer bolden op i nærheden af Espergærdes straffesparkfelt, men her blev de effektivt afvist af de godt spillende Hans Peter Jensen og Mustafa Shaya, ligesom Marc Kraft med sin store rutine dukkede op de rigtige steder.

Mustafa Shaya, der virkelig har udviklet sig positivt i efterårets kampe, tog en solotur i højre side, hvor han satte tre mand af, for så at tage det sidste træk uden om Gribskovs venstre back, der for at bremse Espergærdespilleren måtte fjerne benene under ham. Dommer Severini fløjtede med det samme og pegede på straffesparkpletten. Og så kom den normalt sikre straffesparkskytte Marc Kraft frem. Han satte bolden sikkert langs jorden til venstre for Gribskovs målmand Anthon Maibing, der gik til den rigtige side, men ikke kunne nå det yderligt placerede skud. 1-1 og næsten et kvarter tilbage. Mere blev det ikke til trods et stort spilovertag til Espergærde.

Træner Lennart Olsen var da også afklaret med resultatet. Når man tidligt kommer bagud på en trist forsvarsfejl, så bliver det lidt op ad bakke. Men på trods af de mange nye og skift på mange pladser, så var han tilfreds med den måde, omstillingerne blev håndteret på. Men han var selvfølgelig ærgerlig over, at det ikke lykkedes at få et mål eller to mere og tage alle tre points med til Espergærde.

Nu skal Espergærde spille hjemme på Gymnasievej på lørdag kl 14 mod Friheden fra Hvidovre, og så venter der en på papiret meget svær udekamp i Farum 10. oktober. Farum har i de seneste kampe vundet meget store sejre og er rykket godt frem i tabellen.

EMNER:

0 kommentarer

Skriv en kommentar