4 minutter før tid scorede Hellebæk og vandt 1-0 i Espergærde i sidste hjemmekamp. Nu var det Avedøre der 4 minutter inde i overtiden scorede og vandt 2-1 på en elendig hjemmebane fredag aften.
Det kører bare ikke for Espergærde lige nu. Det eller så målscorende og angrebsivrige hold er en af skygge af sig selv. Fredag aften skulle EIF bide skeer med rækkens nummer 2 Avedøre, der var ubesejret. Det var Avedøre også efter mødet med Espergærde, hvor en underlig dom satte Avedøre i scene, så de fire minutter inde i overtiden kunne score det afgørende mål, der kan Espergærde helt til bunds, hvis de øvrige resultater går klubben imod.
Nederlaget var ubærligt for Espergærde og især Espergærdes trænerstab, hvor såvel cheftræner som assistenttræner undervejs i anden halvleg havde set gult. Et par spørgsmål og kommentarer til dommeren efter kampen indbragte cheftræner Dennis Madsen yderligere et kort, der nu blev rødt, så dermed er assistenttræner Frederik Hilker for en tid fungerende cheftræner, når der spilles turneringskampe.
Intet tydede i første halvleg på, at det skulle gå så galt, som det gik, for Espergærde. På en nyslået græsplæne, hvor det afklippede græs lå i store klumper overalt og var til irritation for både løb og bolde langs ”jorden”.
Det var en ganske lige kamp indtil det 28. minut, hvor EIF fik tilkendt et frispark lige uden for hjemmeholdets straffesparkfelt. Det omsatte Frederik Roepstorff med et hårdt, skruet venstrehug til føring til gæsteholdet på 0-1. Hjemmeholdets målmand blev fanget på det forkerte ben og så bestemt ikke heldig ud i situationen.
4 minutter efter pausen sværmede Avedøre om Espergærdes mål, og en høj tværbold fra Emil Møller headede Anton Holm i nettet til udligning 1-1.
Og hen ad vejen begyndte dramatikken. Dommeren, som i første halvleg gjorde det, en dommer skal være bedst til, nemlig at fløjte hvad der er og ellers holde sig uden for rampelyset, blev i anden halvleg mere og mere synlig til åbenbar frustration for begge hold og som tak høstede han kommentarer fra spillere, udskiftningsbokse og tilskuere. I det 77. minut blev det til et gult kort til Avedøres Ronaz Colak for en voldsom tackling uden bold, men EIF formåede ikke at udnytte overtallet. I stedet lavede Frederik Roepstorff en udefra set helt lovformelig tackling på bolden 3 minutter inde i overtiden. Dommeren så det anderledes og viste Roepstorff det gule kort og gav Avedøre et frispark fra samme position, som Espergærde fik frispark på i første halvleg. Men da kampen var ved at rinde ud, skulle Espergærde bare have fat i bolden og ekspedere den ud af kommunen, så var man igen på rette spor og kunne tage et point med hjem. Men den var Avedøre ikke med på. I stedet viste de sig som dårlige værter, da sparkeren af frisparket uden at bekymre sig om gæsternes ve og vel sparkede bolden på tværs af forsvarsmur og øvrige spillere til Kim Curskov, der fandt Martin Nordentoft fri i feltet, og Nordentoft bankede bolden højt op i målet til højre for målmand Nicolai Johansen, og så gik alle, der spillede for eller holdt med Avedøre forståeligt nok helt amok og fejrede scoringen, der skulle vise sig at være kampens næstsidste begivenhed. Den sidste begivenhed indtraf, da Espergærde gav bolden op, og dommeren umiddelbart derefter fløjtede kampen af.
Espergærde skal nu arbejde på at få sat spillet i system igen. Den normalt flittigt scorende Valdemar Holze får vitterligt intet at arbejde med. Det må rettes. Forsvaret, der startede kampen fornuftigt, blev mere og mere usikkert som kampen skred frem, og i det hele taget efterlyses noget sammenhængskraft. Øv, men på med handsken igen. Nu må man håbe, at EIF’s tilhængere ikke er faveblinde, for næste kamp er også ude, men nu skifter man adresse fra Hvidovre til Rødovre, hvor Avarta venter på lørdag klokken 1300.
0 kommentarer