Der er spillet mere spændende kampe end den på Gymnasievej i lørdags, hvor Espergærde og Herstedøster spillede 0-0.
Pinselørdag viste sig vejrmæssigt fra sin pæneste side. Til gengæld havde mange besluttet, at de skulle nyde det gode vejr andetsteds end på ”Fireball” stadion, som Espergærdes sjællandsseriehold så poetisk har døbt banen, når de spiller hjemmekampe. Om det var vejr, pinsefester eller andet der trak, vides ikke, men i hvert fald mødte kun omkring 200 mennesker frem.
Espergærde dominerede fra start til slut og havde over 20 mindre og større chancer til at afgøre kampen. Herstedøster havde 3 muligheder, hvor de kom ind i EIF’s forsvarsfelt, men ikke kunne udnytte disse. Derudover forsøgte de sig et par gange meget langt udefra, hvor målmand Gustav Ullits var langt ude af sit mål, men disse forsøg var helt ufarlige.
I det 5. minut endte en bold hos Frederik Bay, der på kanten af målfeltet var helt fri, men desværre lå bolden til hans venstre ben og skudvinklen var ikke optimal, og det blev til en forbier.
Første langskudsmulighed til Herstedøster blev skabt af Espergærdes Jeppe Ødegaard, der fejlede en aflevering, så bolden endte i fødderne på modstandernes Mathias Juul Larsen, der bragede bolden højt over og langt ved siden af EIF-målet. Espergærde svarede igen efter en lille halv time, hvor brødrene Bay sammen kombinerede sig ind i feltet, men det blev aldrig farligt, og muligheden løb ud i sandet.
På midtbanen spillede Frederik Ropstorff en rigtig fin kamp. Gode driblinger, flotte korte stikninger og elegante afleveringer over 40 meter gav mange chancer, der som resultatet af kampen antyder, ikke blev udnyttet. Undervejs havde Roepstorff mange gode langskud, men de ville bare ikke inden for målrammen.
Efter den halve time havde først Nick Bay to gode forsøg til scoring, men Andreas Burchall i gæsternes mål havde en heldig og dygtig dag, hvor han parerede alt indenfor målrammen, men kun 2 gange undervejs holdt han bolden. Espergærdes forsøg røg oftest via ham enten til hjørne eller ud i feltet, hvor der manglede folk til at ekspedere andenboldene i kassen.
Tættest på var Nick Bay i det 33. minut, men hans forsøg blev reddet på målstregen af en forsvarer, da Andreas Burchall var passeret.
I det 34. minut faldt kampens eneste advarsel, da gæsternes Patrick Toft Larsen faldt i en tackling og blokerede bolden med armen.
Et minut inde i anden halvleg havde EIF en ny stor chance, hvor anfører Ludvig Pahl kom helt fri med Burchall, der imidlertig reddede fint til hjørne.
Derefter fulgte nye gode muligheder til EIF med både langskud og kombinationer ind i feltet, men man fornemmede, at det bare ikke gik hjemmeholdets vej.
Efter 65 minutter spillede Ludvig Pahl Victor Kløvborg helt fri, men fra kanten af målfeltet klappede ”Kløv” bolden på overliggeren.
Espergærde fik flere chancer, men alle blev formøblet. Kort før tid fik Herstedøster held til en hurtig omstilling. På trods af at gæsteholdet fik en friløber, blev spilleren hurtigt indhentet af et par Espergærdeforsvarere, og trods 7 minutters overtid sluttede kampen, som den begyndte. Ingen mål. Et vigtigt point til Herstedøster. Espergærde er for længst reddet og kan se frem til en ny deltagelse i Sjællandsserien efter sommerferien. Der resterer 4 kampe. EIF spiller den første af disse på lørdag klokken 1330 mod BSF i Ballerup Idrætspark.
Ja unægtelig en halvkedelig kamp i det fineste sommervejr – og på en bane, som ellers var perfekt til godt spil og mange mål ! Heldigvis var en SBU dommerbedømmer til stede på lægterne, som man kunne underholde sig med, når det blev for kedeligt på banen!