For 17. gang i rap forlod EIF banen som ubesejret efter en sikker 5-1 sejr over gæsterne fra Stenløse foran 203 tilskuere, der nød de 23,3 grader og de mange mål.
På trods af de sædvanlig irriterende afbud og skadesfravær ser det i sandhed ud til, at den nye trænerduo med Søren Petersen og Steen Heegaard sammen med 2. holdstræner Hans Peter Jensen har fået en meget bred og dygtig gruppe spillere til rådighed. Hvis alle er til stede under træning, er der i alt 36-38 mand.
Igen ”varmede” andetholdet op før Sjællandsseriekampen, hvor holdet i sin 6. kamp mødte nr. 3 Rudersdal. Espergærde vandt sin sjette sejr på stribe og topper dermed fortsat serie 3.
Espergærde åbnede i Sjællandsserieopgøret mod Stenløse ikke alt for overbevisende, og lige før uret rundede 11 minutter, scorede Stenløses bedste mand Mickey Olsen fra tæt hold, da hjemmeholdets forsvar ikke rigtig var kommet op i gear. Men denne lille forskrækkelse overvandt EIF hurtigt, og den på dagen velspillende Frederik Roepstorff udlignede 52 sekunder senere, da han fra kanten af gæsternes straffesparkfelt vendte på en tallerken og med venstrebenet skød bolden fladt langs jorden og ind ved nærmeste stolpe.
Altid målfarlige Valdemar Holze lurede i det 29. minut på sin chance, og den kom da Victor Kløvborg tog et rush i venstre side og kom helt til baglinjen, hvor han lagde bolden skråt tilbage til Holze, der fint dirigerede bolden mellem benene på sin oppasser ind i mål til 2-1.
I det 43. minut fik Stenløse en kæmpestor mulighed for at udligne efter et hjørnespark, hvor bolden hoppede og dansede mellem venner og fjender, og hvor Espergærdes målmand Gustav Ullits liggende på mållinjen 2 gange fik slået til bolden, da den var på vej i nettet, inden den heldigt ved 3. forsøg endte i favnen på ham. Det gav mulighed for en hurtig omstilling, hvor Holze fra højre side lagde bolden godt til rette foran mål, hvor Frederik Roepstorff var tæt på, men hans gode hovedstød røg lige over mål.
Dommeren havde lagt et minut til første halvleg, og med få sekunder igen fandt Victor Kløvborg kollega Joshua Hansen, der tæt under mål fik fyret af, men blev tacklet i skudøjeblikket, så bolden skruede kraftigt nedad og gik i mål til pauseføring til EIF på 3-1.
I anden halvleg gentog de to ovennævnte EIF-spillere deres samarbejde, da Kløvborg lagde et hjørne til Joshua Hansen, der fra 18 meter bankede en udadskruende bold på overliggeren.
I det 68. minut blev indskiftede Victor Montell spillet fri i højre side, og han scorede usvigeligt sikkert i det lange hjørne og dermed 4-1 til EIF.
4 minutter før tid fik Mickey Olsen en stor chance for at blive dobbelt målscorer for Stenløse, da han på hovedstød fra meget nært hold burde have reduceret, men Gustav Ullits præsterede et tigerspring og fik med det yderste af målmandshandskerne bolden slået på stolpen og ud i spil.
Slutningen af kampen blev hektisk. Først scorede Valdemar Holze sit andet mål, da han stensikkert sparkede i mål efter at være spillet fri af Jakob Roepstorff. Hermed 5-1 til EIF.
Stenløse fik i overtiden en ny chance til at pynte på resultatet, men igen stod stolpen i vejen efter hjørne og klumpspil, og da dommeren fløjtede af, kunne Espergærde juble over en solid sejr. Derudover kunne tilskuerne glæde sig over, at mange hos EIF ydede en fin præstation, og holdet kan ses hjemme igen allerede på lørdag kl. 1400 på Gymnasievej, hvor Gladsaxe kommer på besøg.
0 kommentarer