Espergærde fightede sig til point

af 15. oktober 2023Senior+1 Kommentar

I strid blæst på tværs af banen mødte EIF på udebane Herstedøster, der er nedrykkere fra Danmarksserien. Det blev hen ad vejen en underholdende match for knap 200 tilskuere på et intimt og hyggeligt stadion med ægte græs.

Efter nedrykningen fra Danmarksserien havde værterne problemer med at få spillet til at fungere og lå placeret i bunden af tabellen, men de seneste kampe har vist, at Herstedøster nu er ved at få fat og har skrabet en del points sammen, så de inden mødet med EIF lå på en 9. plads, mens Espergærde lå på 6. pladsen.

Efter ugens meget regn kunne man frygte for græsbanens beskaffenhed, men en tur med en vandsuger over banen gjorde den absolut spilbar, og der kom især i anden halvleg en god match ud af mødet mellem de to hold. Espergærde plejer jo at lægge ud i et hårdt tempo og lægge pres på sine modstandere, men Herstedøster ville det anderledes, og i det 4. minut havde hjemmeholdet en kæmpe mulighed for at bringe sig i spidsen på et flot langskud af Rasmus Thønning, men Espergærdes glimrende målmand Nicolai Johansen forhindrede en scoring med en seværdig redning helt oppe under overliggeren. Situationen endte i et hjørne til gæsterne, hvor den tårnhøje forsvarer Jacob Riisgaard Christensen var gået med frem, og han pandede indlægget i jorden, så bolden fik et højt opspring og fortsatte i mål og 1-0 til Herstedøster.

Senere i halvlegen, hvor hjemmeholdet sad på det meste af spillet, fik Benjamin Nielsen en påtale af kampens udmærkede dommer for at sparke bolden væk ved et frispark, og da han gentog kunststykket efter 31 minutters spil, modtog han et gult kort for ulejligheden. På det tidspunkt have EIF ikke haft en ærlig chance. Det fik de få sekunder før pausefløjtet, men et afrettet skud blev desværre ikke til en udligning og bagud 0-1 måtte der ændres taktik. Og det var sandelig en noget forandret Espergærdehold, der gik ud til anden halvleg. Højere tempo, pasninger der ramte en medspiller, aggressivitet over hele linien og målsøgende spil. Det gav bonus allerede efter 50 minutter, hvor et hjørnespark blev ramt af altid bevægelige og farlige Valdemar Holze, der headede hjørnesparket i hovedet på en modspiller, der til hans og Herstedøsters uheld fortsatte i mål til udligning 1-1.

Espergærde skulle have jublet lidt mindre over dette mål og i stedet for have koncentreret sig om opdækningen. I hvert fald gik det kun små 40 sekunder fra EIF’s udlignende mål, før Herstedøster scorede til 2-1 ved Malthe Jacobsen efter en pasning fra Benjamin Nielsen.

Heldigvis holdt Espergærde gang i kedlerne, og det gjorde målscorer Malthe Jacobsen så sur, at han skulle fortælle dommeren et og andet om hans ledelse af kampen. Det resulterede i et nyt gult kort til hjemmeholdet, og mod udløbet af hans 10 minutters udvisning fandt Victor Montell hurtige Valdemar Holze, der i to omgange fik bolden over mållinjen til udligning 2-2. Omtalte Victor Montell tacklede sig til et gult kort efter 70 minutters spil, men alt optræk til et nyt føringsmål til Herstedøster blev heldigt og effektivt afværget af godt forsvarsspil og sikker indgriben af Nikolai Johansen.

Herstedøster måtte slutte kampen med 10 mand, da det blev til yderligere et gult kort. Denne gang til Chris Lindskov efter 86 minutter, og kort før sidste fløjt havde Victor Montell chance for at afgøre kampen, men hans skud fra kort hold efter en god dribletur blev blokeret i hjemmeholdets forsvar, så 2-2 forblev cifrene på måltavlen, og det ærgrede Herstedøster sig voldsomt over. De var da også dominerende i første halvleg, men god taktik og fine indhop af Espergærdes udskiftningsspillere gav resultat i anden halvleg, så EIF er stadig på 6. pladsen, når holdet på Gymnasievej førstkommende lørdag klokken 14 møder BSF, der pt ligger nummer 10. Forhåbentlig bliver det tørvejr i ugens løb, så der kan spilles på græs.

1 Kommentar

  1. Helge Mørdrup Jensen

    Godt kæmpet på en svær udebane. Og tak til målmand Nicolai Johansen for superredningen ! Ser frem til næste uges hjemmekamp !

    Svar

Skriv en kommentar