Efter to knebne udebanenederlag var der lagt op til revanchelyst og tiltrængte point, da Espergærde lørdag eftermiddag tog imod Såby på hjemmebane.
De to hold kender hinanden særdeles godt fra opgør om Sjællandsmesterskabet i Serie 1 og Sjællandsserien, hvor Espergærde to gange har trukket det længste strå.
Denne gang havde gæsterne revanche til gode – og foran 225 tilskuere på et solbeskinnet Espergærde Stadion med et flot græstæppe, fik publikum en intens, underholdende og til tider dramatisk affære, der endte 2-2.
Igen måtte trænerteamet, Søren Petersen og Steen Dan Heegard, se bort fra spillere, da Victor Montell var fraværende pga. sygdom, Frederik Roepstorff var skadet og Ludvig Pahl var til familearrangement.
Inden kampen, blev Valdemar Holze og Frederik Roepstorff hyldet for hver 100 kampe, som blev opnået forrige lørdag i Avarta.
Drømmestart til hjemmeholdet
Espergærde satte sig straks på kampen og allerede i det 5. minut bragte Nicolaj Bay hjemmeholdet foran 1-0. Bay modtog bolden i højresiden, trak ind i banen og afsluttede resolut med et skud, der strøg sikkert i nettet. En perfekt åbning for et Espergærde-hold, der fra start satte Såby under pres.
Kort efter kunne føringen være blevet udbygget, da Bay igen var i centrum, men denne gang strøg hans afslutning forbi mål. Presset fortsatte, og i det 20. minut viste Viktor Kløvborg sin individuelle klasse. Med et par kølige træk midt for feltet og en sikker afslutning med højrebenet udplacerede han Såbys målmand til 2-0. På det tidspunkt lignede det en komfortabel eftermiddag for Espergærde.
Såby svarer igen
Efter en halv time begik Espergærde et unødvendigt frispark i venstre side. Indlægget blev slået præcist ind foran mål, hvor Mathias Larsen steg til vejrs og headede bolden i nettet til 2-1. Scoringen gav Såby ny energi, og kort før pausen var Simon Bergstrøm tæt på at udligne, men Espergærdes sikre sidste skanse, Gustav Ullits, reddede flot.
I halvlegens overtid var Espergærde millimeter fra 3-1. Først headede Emil Rasmussen mod mål, hvor en forsvarer reddede på stregen, og i anden omgang fik Holze afsluttet – men igen blev bolden reddet. Dermed forblev stillingen 2-1 til Espergærde ved pausen.
Intensitet efter pausen
Anden halvleg startede med et markant pres fra Såby. Allerede i det 47. minut testede gæsterne Gustav Ullits to gange i samme angreb, men Ullits reddede sikkert. Espergærde fik dog hurtigt justeret og sad på spillet i en længere periode, hvor Nicolaj Bay flere gange skabte uro med sine raids i højresiden.
I det 61. minut kombinerede hjemmeholdet sig smukt igennem, og Holze fandt Bay, som med en smart hælafslutning forsøgte at overliste målmanden – men forsøget blev reddet. Chancen blev symptomatisk for kampen: Espergærde leverede masser af flot angrebsspil, men manglede den afgørende skarphed foran mål.
Udligning til Såby
I det 70. minut kom udligningen. Espergærdes forsvar blev fanget på baglinjen, hvor Simon Bergstrøm afdriblede en modstander og sendte bolden skråt tilbage i feltet. Her dukkede Bilal Jorf op og sendte udligningen ind til 2-2. Gæsterne jublede, mens Espergærde-spillerne kunne ærgre sig over, at en 2-0 føring var sat over styr.
Drama til sidste fløjt
Kampen bølgede frem og tilbage i slutfasen. Espergærde pressede hårdt på for sejrsmålet, men både Kløvborg og Mathias Folkman måtte se deres store chancer gå forbi mål. Tættest på var Kløvborg, der i det 80. minut blev spillet fri alene med målmanden, men afslutningen blev pareret.
Såby truede på omstillinger, hvor især hurtige Simon Bergstrøm konstant voldte Espergærde-forsvaret problemer. Publikum fik derfor en afslutning med masser af nerve, men uden yderligere scoringer.
Kampens spillere
Nicolaj Bay var konstant en trussel i offensiven med sine gennembrud og afslutninger, mens Viktor Kløvborg leverede en stærk første halvleg med sin scoring. Mads Havemann og Joshua Hansen leverede begge en stor arbejdsindsats på midtbanen og Jeppe Ødegaard fik lukket godt af for Såby’s højrekant. Alligevel gik titlen som kampens spiller til målmand Gustav Ullits, der med afgørende redninger igen sørgede for, at hjemmeholdet på de rigtige tidspunkter blev holdt inde i kampen.
Trænerstaben kan tage mange positive elementer med fra kampen – især det offensive spil, der skabte rigeligt med chancer til at vinde. Til gengæld skal der arbejdes med kynismen i begge ender af banen, hvis de tætte opgør fremover skal tippe Espergærdes vej.
Næste udfordring venter allerede fredag aften, hvor turen går til Næstved og Emerson Arena. Kampen fløjtes i gang kl. 19 på kunststof. Ærgerligt at man på denne årstid vælger at afvikle kampe på kunstgræs.

0 kommentarer