Nye trænere – samme stærke fællesskab i Espergærde IF Fodbold

ved Espergærde IF | 14. december 2025 | Espergærde IF, Senior+ | 0 kommentarer

Der er masser af liv og nye input i Espergærde IF Fodbold i denne sæson. Vi har nemlig fået en ny trænerkonstellation på både Herresenior 1 og 2 samt U19 Drenge – og det er med både velkendte EIF-ansigter og nye kræfter, der allerede har snøret støvlerne og fundet arbejdstøjet frem. 

Fælles for alle er lysten til at bidrage til klubben, fællesskabet og udviklingen – både på og uden for banen.

Kasper Jensen er ny cheftræner på Herresenior 1

Vi byder varmt velkommen til Kasper Jensen, ny cheftræner på Herresenior 1.

Kasper er 42 år, bor i Saunte med sin hustru og deres to børn, Loui og Iris på 8 og 6 år, og til daglig driver han et tømrerfirma i Kvistgård med 7-8 ansatte. Med andre ord: en mand, der er vant til at tage ansvar og få hverdagen til at hænge sammen – også når der skal arbejdes igennem.

Fodbold har været en fast del af Kaspers liv næsten altid. Først som spiller og siden som træner. Trænergerningen har ført ham fra Vestsjælland, hvor han oprindeligt er fra, til blandt andet ungdomsfodbold i Espergærde IF, ungdom i FC Helsingør og de seneste fire år som seniortræner i Hornbæk IF.

Kasper lægger stor vægt på glæde, engagement og indsats:

“Jeg tror meget på, at de bedste resultater kommer, når der er glæde i det, man laver. Det gør det nemmere at tage den sidste meter, når de første har været fede.”

Der er også fuldt fokus på opgaven i denne sæson:

“Vi har et arbejde, der skal gøres færdigt – nemlig at sikre os fri af nedrykning. Det skylder vi både klubben og de tidligere trænerteams. Jeg trækker gerne i arbejdstøjet og forventer, at spillerne gør det samme.”

Kaspers tilgang passer naturligt ind i Espergærde IF Fodbolds værdier om ansvarlighed, udvikling og fællesskab – hvor man løfter i flok og skaber resultater sammen.

Herresenior 1 – stærkt team omkring holdet

Omkring Kasper står et kompetent og engageret team:

Lauritz Hetman, assistenttræner – et velkendt ansigt i klubben, og tidligere en del af FC Helsingør. 

Mikkel Barfod, assistenttræner – tidligere anfører for herresenior 1, som efter forårssæsonen 2025 stoppede som spiller på holdet og nu fortsætter sit engagement fra sidelinjen

Kux fortsætter i sin vigtige rolle omkring holdet som holdleder. 

Herresenior 2 – ny cheftræner, endnu en velkendt EIF-profil

På Herresenior 2 har vi fået Steen Heegård ind som ny cheftræner. Steen kommer ikke langt udefra – han har de seneste sæsoner været assistenttræner på Herresenior 1 og kender derfor både klubben, spillere og kulturen rigtig godt.

Vi arbejder stadig på at finde en assistentræner til Steen og holdet.

U19 Drenge – gensyn med erfaring og ambitioner

På U19 Drenge siger vi velkommen tilbage til Dennis Madsen, som er ny cheftræner. Dennis kommer tilbage til Espergærde IF efter et par sæsoner andetsteds. Dennis har tidligere været cheftræner på Herresenior 1 og skal nu fortsætte arbejdet med at udvikle vores unge spillere – både menneskeligt og fodboldmæssigt.

Vi arbejder også på at finde en assistenttræner til Dennis og U19. 

Sammen skaber vi rammerne

Med de nye trænerteams styrker vi ikke bare det sportslige setup, men også vores fælles værdier om ansvarlighed, udvikling, fællesskab og rummelighed. Espergærde IF Fodbold er et sted, hvor alle bidrager, og hvor klublivet binder os sammen på tværs af hold og årgange.

Vi glæder os til at følge holdene og byde trænerne godt velkommen på banerne.

0 kommentarer

Skriv en kommentar