På en skøn solskinsdag med 21 grader og 240 tilskuere blev der dannet en flot ramme om lokalopgøret mellem Espergærde og Fredensborg.
Efter sidste uges besynderlige opgør i Allerød, hvor vinden spillede en usædvanligt afgørende rolle, var hjemmeholdets mission klar: de første point i oprykningsspillet skulle på kontoen.
Espergærde var fortsat ramt af flere skader, men cheftræner Kasper Jensen kunne stadig stille med et konkurrencedygtigt hold takket være en bred trup.
Fredensborg kom bedst fra start og satte sig på spillet i kampens indledning med et aggressivt pres og et par tidlige muligheder. Espergærde arbejdede sig dog hurtigt ind i opgøret, og efter 10 minutter var Bertil Lautrup tæt på at finde Nikolaj Bay i feltet, men afslutningen sneg sig forbi stolpen.
Midt i første halvleg fortsatte hjemmeholdet med at skabe halve chancer. Et hjørnespark blev headet over mål, og kort efter sendte Gustav Stenderup et godt angreb afsted, som dog heller ikke resulterede i scoring. Nikolaj Bay var igen involveret efter 25 minutter med en fin dribling, men den afgørende aflevering manglede præcision.
Resten af halvlegen bølgede spillet frem og tilbage uden de helt store højdepunkter, og det var derfor ikke ufortjent, at holdene gik til pause ved 0-0.
Anden halvleg udviklede sig markant anderledes. Efter en lidt låst start slog Fredensborg pludselig til med stor effektivitet. To hurtige indlæg fra højresiden blev omsat til mål ved Mathias Johnsen og Simon Pedersen, og på få minutter stod det 0-2.
Målene tvang Espergærde længere frem på banen, og hjemmeholdet satte et massivt pres ind i kampens afslutning. Reduceringen kom dog først sent, da Mads Havemann i det 89. minut dukkede op i feltet og sikkert sparkede bolden i nettet.
Trods et hårdt pres i slutfasen lykkedes det Fredensborg at stå imod og sikre sig sejren. Kampen fik en lidt hård afslutning hvor udeholdet lavede flere grove frispark, hvor et enkelt nok kunne have udløst mere end et gult kort.
Kampens fidusbamse gik fortjent til Nikolaj Bay efter en stærk præstation, mens også Tobias Nilsson og Joshua Hansen leverede gode indsatser.
Næste opgør er på udebane mod Boldklubben Skjold. Kampen spilles i Fælledparken kl. 16.

0 kommentarer