Igen et knebent nederlag til Espergærde

ved Søren Christensen | 21. september 2025 | Senior+ | 0 kommentarer

Efter nederlaget i sidste uge mod Tårnby FF på Vestamagers Idrætspark, hvor Espergærde måtte se sig slået 2-1, ventede endnu en svær udebane. Denne gang gik turen til Espelunden, hvor traditionsklubben Avarta tog imod foran 210 tilskuere.

Første halvleg – Espergærde viser tænder

Kampen åbnede med Avarta i førersædet. De første ti minutter havde hjemmeholdet mest af spillet, dog uden at skabe de store åbne muligheder. Langsomt arbejdede Espergærde sig ind i kampen, og allerede i det 13. minut fik Holze prikket bolden i nettet – desværre blev målet annulleret for frispark på målmanden.

Avarta fik en halv chance i det 18. minut efter et opspil i højre side, men indlægget blev lige akkurat ikke omsat til en afslutning på mål.

I det 23. minut kom Espergærde af sted i et hurtigt kontraangreb. Nicolai Bay fandt Holze, men afslutningen manglede skarphed. Kort efter, i det 26. minut, skulle Holze dog få sin revanche. Efter at have snydt sin direkte modstander med et elegant træk, sendte han bolden med venstrebenet helt op i det fjerneste målhjørne. 1-0 til Espergærde – en flot scoring.

Herefter fulgte en periode med flere store chancer til gæsterne. Gustav Ullits reddede sikkert i målet i det 28. minut, inden Kløveborg og Havemann kombinerede sig frem til en mulighed, som en Avarta-forsvarer i sidste øjeblik fik afværget. Nicolai Bay og Holze kom også tæt på, mens Tobias Nilsson i modsatte ende heroisk blokerede en afslutning på stregen i det 38. minut.

Holze ramte stolpen i det 41. minut, og både Kløvborg og Bay havde yderligere forsøg inden pausen. Med lidt mere kynisme kunne stillingen sagtens have været 3-1 til Espergærde, men pausestillingen lød 1-0.

Anden halvleg – Avarta vender kampen

Til anden halvleg måtte en småsyg Jeppe Ødegaard ud, og Frederik Roepstorff kom ind i stedet. Espergærde åbnede igen fint, og Holze fik kampens første forsøg efter pausen, men afslutningen blev rettet af til hjørne.

I det 49. minut skiftede Avarta tre mand ind – et træk, der skulle vise sig at ændre kampen markant.

Espergærde havde ellers en stor chance i det 58. minut, hvor Holze afsluttede fra venstre side, men målmanden reddede. I samme minut slog Avarta til i den anden ende. Et indlæg fra venstre blev sendt på tværs, og en helt fri Aleksander Lazarevic headede bolden i nettet til 1-1.

Bare to minutter senere kom, hvad der skulle vise sig at blive afgørelsen. Igen et angreb fra Avartas venstre side, et fladt indlæg tilbage i banen til Baboucarr Baldeh, som bankede bolden sikkert i kassen til 2-1. På blot to minutter var Espergærdes føring forvandlet til et truende nederlag.

Espergærde forsøgte at rejse sig. Montell fandt Holze i det 67. minut, men afslutningen manglede fart. Nicolai Bay havde også en mulighed, men skuddet sad for højt. I det 79. minut var Holze igen tæt på, men skuddet sneg sig forbi stolpen.

Mod slutningen pressede Espergærde med indlæg og dødbolde, men for alvor farlige blev de aldrig. Avarta red stormen af og kunne dermed trække sig sejrrigt ud af kampen med 2-1.

Konklusion

Espergærde leverede i lange perioder en godkendt indsats og viste gode takter, især i første halvleg. Men holdet betalte prisen for manglende skarphed foran mål – og for at have fem uopmærksomme minutter efter pausen, hvor Avarta vendte kampen på hovedet. 

En stor kerne af spillere er ved at finde formen, men der er fortsat nogle spillere som pga. manglende fysisk form og skader, fortsat ikke er der hvor de burde være. Det eneste der hjælper på det, er en stabil træningsindsats.

Næste udfordring for Espergærde er hjemmekampen mod Såby som har fået en god start på sæsonen med 12 point og dermed en 4. plads. Espergærde indtager 9. pladsen ned 6 point. Kampen spilles på Espergærde Stadion lørdag den 27. september kl. 14.00.

0 kommentarer

Skriv en kommentar