Herlev – Espergærde: Intenst til sidste sekund!

ved Søren Christensen | 12. oktober 2025 | Espergærde IF | 0 kommentarer

Efter at have mistet sejren i sidste kamp mod Næstved på et sent mål, var det denne gang Espergærde, der kunne juble i kampens allersidste sekunder. I en dramatisk kamp mod Herlev, hvor der undervejs blev uddelt fem gule kort, sikrede Bertil Lautrup et vigtigt point med et fantastisk mål dybt inde i overtiden.

Første halvleg

Kampen startede intenst med muligheder i begge ender. Allerede efter 12 minutter spillede Espergærde sig flot igennem i højre side, hvor Nicolaj Bay trak ind i feltet og forsøgte at finde Valdemar Holze, men bolden strøg akkurat lige forbi Holze.

Kort efter, i det 18. minut, kombinerede Peter Poulsen og Bay igen flot i højre side, men indlægget fandt ikke en afslutter. Espergærde fortsatte det gode spil, og efter en hurtig omstilling i det 22. minut var Holze tæt på, men mistede det afgørende skridt i feltet.

I stedet var det Herlev, der kom først på tavlen. I det 25. minut fik de skabt et godt angreb i højre side hvor Kerem Polat med et præcist indlæg fandt Christopher Poulsen, som udækket kunne heade bolden i nettet til 1-0.

Espergærde svarede dog hurtigt igen. I det 34. minut lykkedes det efter et flot opspil i venstre side, hvor Poulsen og Holze kombinerede hurtigt. Poulsen fandt Holze i feltet, og denne gang svigtede afslutningen ikke – 1-1, og fortjent udligning til gæsterne.

De sidste minutter før pausen bød på store chancer til begge hold. I det 43. minut blev Holze spillet fri af Poulsen, men Herlevs målmand reddede. Minuttet efter var Herlev tæt på igen, da et indlæg ramte overliggeren.

Kort før pausen, i det 45. minut, slog hjemmeholdet dog til. Efter hurtigt kombinationsspil i feltet kunne Magnus Bjørn Blixt sende bolden i mål til 2-1. En hård afslutning på en ellers fornuftig første halvleg for Espergærde.

Anden halvleg

Herlev kom bedst fra start efter pausen, og allerede i det 51. minut måtte Gustav Ullits diske op med en flot redning på et farligt forsøg fra venstre side.

Espergærde svarede dog hurtigt igen og fik lagt pres på. I det 56. minut blev Nicolaj Bay fældet i feltet, men dommeren lod spillet fortsætte. Bolden endte hos Joshua Hansen, som ramte ydersiden af stolpen. En situation der hverken gav straffespark eller mål.

Efter en times spil kom endnu en mulighed, da Emil Rasmussen trak med frem i venstre side og fandt Holze centralt, men Holzes afslutning blev rettet af til hjørnespark.

I det 72. minut blev Bertil Lautrup sendt på banen i stedet for en småskadet Bay – en udskiftning, der senere skulle vise sig at blive kampafgørende.

Kampens detalje – og kampens helt

I kampens døende sekunder pressede Espergærde alt frem. Bolden havnede til sidst hos Bertil Lautrup, som lige uden for feltet i højre side sendte et drømmeskud af sted. Med en perfekt skru ramte bolden det lange hjørne i Herlevs mål – helt uden chance for Herlevs målmand Mikkel Andersen.

Et mål i sjette minuts overtid, som sikrede Espergærde et fortjent point – og Lautrup titlen som Man of the Match.

Det var tredje kamp i træk med et uafgjort resultat og Espergærde ligger nr. 8 med 9 point. Der er 3 point op til stregen, som afgør om man havner i oprykning eller nedrykningsspillet i april måned, når anden halvdel af sæsonen er færdigspillet.

Næste kamp

Efter to udekampe i træk, er det nu endelig tid til hjemmekamp næste lørdag, hvor AB Tårnby kommer på besøg. Kampen på Espergærde Stadion sparkes i gang kl. 14.

0 kommentarer

Skriv en kommentar