Espergærde tabte trods god anden halvleg mod LSF

ved Søren Christensen | 26. oktober 2025 | Espergærde IF | 0 kommentarer

Espergærde måtte lørdag se sin ubesejrede stime på fire kampe brudt, da holdet tabte 3-1 ude mod LSF i Smørum Idrætscenter. Kampen blev afgjort allerede i første halvleg, hvor hjemmeholdet udnyttede Espergærdes fejl og scorede tre gange, mens gæsterne først for alvor vågnede efter pausen.

Mareridtsstart og tidlig målmandsudskiftning

Allerede efter syv minutter kom LSF foran, da kantspilleren trak til baglinjen og fandt Benjamin Lyng, som sikkert gjorde det til 1-0.
Kort efter blev det endnu værre for Espergærde, da målmand Gustav Ullits måtte udgå med en skade i det 18. minut. Reservekeeper Nikolaj Johansen overtog pladsen mellem stængerne.

Efter scoringen trak LSF sig langt tilbage og overlod initiativet til Espergærde, som forsøgte at kombinere sig igennem et LSF hold der stod meget lavt i banen. Tættest på var Ødegaard i det 31. minut, da han sparkede lige over efter et hjørnespark.

To hurtige mål før pausen

I det 40. minut gik det galt igen. Johansen fik ikke ordentligt ram på et indlæg, og bolden røg ud til en LSF-spiller, som nemt kunne gøre det til 2-0. Kort før pausen steg Jacob Lind højest efter et hjørnespark og headede hjemmeholdet på 3-0.
Trods pænt spil måtte Espergærde gå til pause med tre mål imod sig – og dermed et svært udgangspunkt for anden halvleg.

Espergærde dominerede efter pausen

Efter pausen kom Espergærde ud med fornyet energi og satte sig tungt på kampen. Allerede i det 51. minut var Peter Poulsen tæt på, men LSF-keeper Jon Sørensen reddede flot i hjørnet.
Tre minutter senere måtte Sørensen igen redde efter en god afslutning fra Ødegaard.

Espergærde pressede massivt og spillede sig til flere gode situationer, men LSF stod kompakt og forsvarede sig dygtigt. Først i det 85. minut kom forløsningen, da Holze blev fældet i feltet og selv omsatte straffesparket sikkert til 3-1.

Kort efter blev Holze igen centrum for dramatik, da han blev nedlagt bagfra af Lucas Mustac Gudmann, som fik gult kort. I tumulten efterfølgende fik Holze selv en advarsel for sin reaktion.

I kampens sidste minutter jagtede Espergærde en reducering, men trods høje bolde og pres lykkedes det ikke at få flere mål. Dermed kunne LSF trække sig sejrrigt ud med 3-1, og gik dermed foran Espergærde i tabellen.

Selvom resultatet var skuffende, kunne Espergærde tage positive takter med sig – især fra anden halvleg, hvor holdet dominerede både spil og chancer.
Man of the Match blev Emil Steen Rasmussen, der leverede en kontrolleret indsats i midterforsvaret.

Næste kamp

Espergærde spiller næste gang hjemme mod Frederikssund på lørdag kl. 14.
Det første opgør endte 2-1 til Frederikssund, som aktuelt ligger nummer 5 med 15 point – tre flere end Espergærde på ottendepladsen.

EMNER:

0 kommentarer

Skriv en kommentar