Espergærde tabte i overtiden efter dramatisk målfest i Gørslev

ved Søren Christensen | 23. maj 2026 | Senior+ | 1 kommentar

Kampen mellem Espergærde og Gørslev udviklede sig til et dramatisk opgør med højt tempo, mange chancer og hele syv scoringer, hvor udeholdet var tæt på at hente sit første point i oprykningsspillet.

Banen i Gørslev har dispensation, da den ikke lever op til de anbefalede dimensioner. Det betød, at spillet hurtigt bølgede fra felt til felt, hvilket satte begge holds defensiv under pres. Til sidst skulle det vise sig at blive dyrt for gæsterne.

Gørslev råder over en af rækkens stærkeste offensiver, anført af Valdemar Schousboe, som har genfundet spilleglæden efter ophold i FC Helsingør og Hillerød.

Hjemmeholdet kom bedst fra start og var allerede farlige efter to minutter, hvor Ullits måtte i aktion med en vigtig redning, inden Emil Rasmussen fik ryddet op. Espergærde arbejdede sig dog hurtigt ind i kampen og begyndte at sætte flere gode angreb sammen.

I det 12. minut kombinerede gæsterne sig flot igennem, hvor Niklas Mortensen kom til afslutning, men stolpen stod i vejen.

Chancerne fortsatte med at komme. I det 23. minut var Espergærde igen tæt på, men denne gang tog overliggeren fra. Gørslev var også farlige, og fem minutter senere måtte Ullits endnu en gang vise sine kvaliteter med en stærk redning ved den højre stolpe.

Kampens første scoring faldt i det 29. minut. En høj bold blev sendt ud mod højresiden og slået præcist ind i feltet til Valdemar Schousboe, som sikkert headede bolden i mål til 1-0.

Espergærde reagerede hurtigt. I det 34. minut opfangede Nicolaj Bay en høj bold i feltet, tog en dribling og hamrede bolden op i det højre målhjørne uden chance for målmanden til 1-1.

Resten af første halvleg fortsatte i højt tempo. Maibum forsøgte sig efter et hurtigt opspil, og kort før pausen kom Niklas Mortensen frem til endnu en afslutning, men målmanden reddede sikkert.

Anden halvleg fortsatte i samme stil. I det 51. minut bragte Gørslev sig igen foran, da et hjørnespark blev slået langt ind til bagerste stolpe, hvor bolden blev headet ned i jorden og sprang op i nettaget til 2-1.

Espergærde svarede dog hurtigt igen. Minuttet efter fandt Tobias Nilsson Holze på højrekanten med en lang aflevering. Holze satte sin direkte modstander af, sprintede fri og løftede elegant bolden over den fremadstormende målmand til 2-2.

Udeholdet havde gennem hele kampen store problemer med Gørslevs farlige hjørnespark, og i det 61. minut gik det galt igen. På en returbold kunne Morten Munk Jensen bringe hjemmeholdet foran for tredje gang.

I det 66. minut var Nicolaj Bay tæt på endnu en gang, da han ramte overliggeren efter et flot angreb. Kort efter kom endnu en god mulighed efter et stærkt gennembrud i højresiden.

Det gav resultat i det 84. minut. Efter en periode med Gørslev-dominans slog Espergærde hurtigt kontra. Gørslevs målmand forsøgte at lade bolden løbe ud til målspark, men Holze kom ned bagom, fik bolden ind foran mål, hvor Niklas Mortensen reagerede hurtigst og prikkede bolden over stregen til 3-3.

Dermed havde Espergærde kæmpet sig tilbage for tredje gang.

Gørslev pressede fortsat på og var tæt på flere gange, men Ullits holdt gæsterne inde i kampen med blandt andet en stærk fodparade i det 78. minut.

Dybt inde i overtiden satsede Espergærde fremad i jagten på sejren. Men i det 95. minut, efter et mislykket frispark foran Gørslevs felt, slog hjemmeholdet kontra. Bolden blev sendt ind foran mål, hvor den snittede en Espergærde-spiller og snyd Ullits i målet.

Det blev dermed en dramatisk og underholdende kamp, hvor Espergærde flere gange kæmpede sig tilbage, men til sidst måtte se sig slået efter en sen afgørelse.

Alle skal have ros for en stor arbejdsindsats, hvor Gustav Ullits fik holdkammeraternes stemmer som kampens spiller.

Næste opgave er på hjemmebane lørdag den 30. maj kl. 14.00, hvor Allerød kommer på besøg. Forhåbentlig bliver vejrforholdene mere medgørlige end sidst holdene mødtes i Allerød, hvor Allerød scorede et spektakulært mål til sidst pga. vinden.

I mellemtiden har lodtrækningen til 5. runde i Oddset Pokalen også fundet sted. Her møder Espergærde Glostrup på hjemmebane tirsdag den 2. juni kl. 19.00.

1 kommentar

Skriv en kommentar