Espergærde tabte efter dramatik i Skovshoved

af Søren Christensen | 7. september 2026 | Senior+ | 0 kommentarer

Det blev til nederlag i den anden udekamp i træk. Hvor den første blev vundet 1-0 i Karlslunde mod FC Sydkysten, gik det ikke som ønsket mod Skovshoved, der endte med at vinde 3-1. Det skete efter en kamp, hvor EIF havde været foran 1-0 ved pausen, og hvor to omdiskuterede kendelser i anden halvleg fik stor betydning for kampens udvikling. 

Først i det 64. minut, hvor hjemmeholdet var heldige med at få lov til at fortsætte med 11 mand, og siden ved 2-1-målet i det 75. minut, hvor der kunne have været dømt frispark til Hjalte Petersen i EIF-målet. To situationer, der blev kampafgørende.

Espergærde var igen uden vitale kræfter som Holze og Nilsson, der fortsat er på skadeslisten. Desuden er Lukas Meibom og Nicklas Mortensen rejst til USA på collegeophold dette efterår. Alligevel har Espergærde formået at mønstre et konkurrencedygtigt mandskab. Holdet har vundet tre ud af fem kampe og dermed hentet ni point. EIF ligger fortsat i den bedste halvdel af rækken på en femteplads, blot to point efter førstepladsen. Tendensen hidtil tyder på, at det bliver en meget tæt række.

I fredagens kamp lagde Skovshoved ud i et opskruet tempo og kom til en del indlæg i feltet, uden at det for alvor blev farligt. Espergærde holdt stand, og da dampen efter 15-20 minutter begyndte at gå af hjemmeholdet, kom udeholdet længere frem på banen og skabte flere muligheder.

Allerede i det 10. minut blev Espergærde dog tvunget til kampens første udskiftning, da Frederik Roepstorff måtte udgå med en skade. Erstatningen Alfred Valentiner leverede et godt indhop og var involveret i rigtig meget af Espergærdes spil.

I det 25. minut leverede Espergærde et flot angreb. Bolden havnede hos Bay, som rundede sin direkte modstander i feltet og fra baglinjen lagde en perfekt flad pasning ind til Ødegaard i målfeltet. Venstrebacken var fulgt med frem og kunne sikkert sende EIF foran 1-0. Et flot mål.

I første halvlegs overtid kunne Havemann have fordoblet føringen, men hans afslutning fra tæt hold blev pareret af Skovshoveds målmand. Dermed gik Espergærde til pause foran 1-0. I pausen måtte EIF foretage sin anden tvungne udskiftning, da Victor Montell, som havde været en af Espergærdes bedste i første halvleg, måtte udgå med en skade.

Espergærde startede anden halvleg med fin kontrol, og spillet bølgede frem og tilbage. I det 50. minut blev det dog farligt, da Skovshoved sendte et langskud på overliggeren.

I det 55. minut kom udligningen. Efter en sekvens, der mest af alt lignede kuglen i et flipperspil, havnede bolden hos en fri Laurits Rahbek, som sikkert kunne passere Hjalte Petersen i EIF-målet til 1-1.

I det 64. minut opstod så den første – og kampens mest bizarre og omdiskuterede – situation. Nikolaj Bay startede sit løb godt 10 meter inde på egen banehalvdel efter en fremstukket bold i højre side på Skovshoveds banehalvdel. Bay nåede bolden og fortsatte i høj fart direkte mod Skovshoveds straffesparksfelt.

Bagfra satte Skovshoveds nr. 10 efter ham i et næsten 50 meter langt forfølgelsesløb – et ridt, der næsten kunne lede tankerne hen på Tarok – og der var næppe tvivl om hensigten: Bay skulle stoppes. Det blev han også, blot et par meter uden for straffesparksfeltet, hvor nr. 10 resolut pløjede Bay i græsset bagfra og satte en stopper for den farlige omstilling, der ellers kunne have ført til en stor scoringsmulighed.

Til stor undren valgte dommeren alene at tildele Skovshoved-spilleren et gult kort. Situationen gav anledning til store protester og diskussion om, hvorvidt forseelsen burde have udløst et direkte rødt kort.

Stillingen var på dette tidspunkt 1-1, og kendelsen kunne derfor få afgørende betydning for kampens videre forløb.

I det 75. minut kom så den anden omdiskuterede situation. Thomas Tranberg bragte hjemmeholdet foran 2-1 efter en duel med Hjalte Petersen i EIF-målet, hvor en Skovshoved-spiller kom ind mod målmanden med knopperne først på kanten af målfeltet. Hjalte mistede bolden i situationen, hvorefter hjemmeholdet kunne sende den i mål. Set med Espergærde-briller burde scoringen være blevet annulleret for farligt spil mod målmanden.

I de sidste 10 minutter forsøgte EIF at skubbe spillet længere frem på banen i jagten på en udligning. Det lykkedes ikke, og i stedet udnyttede Skovshoved en mulighed i kampens overtid og fastsatte slutresultatet til 3-1.

Et ærgerligt pointtab for Espergærde efter en kamp, der længe stod helt åben. Samtidig en solid indsats af hele holdet, og positivt at se, at de fleste efterhånden er ved at genfinde formen fra foråret.

På lørdag venter næste opgave, når Frederikssund gæster Espergærde Stadion kl. 13.00. Begge hold står med ni point inden kampen, og med den tætte stilling i rækken er der vigtige point på spil i endnu et opgør, der tegner til at blive tæt.

0 Kommentarer

Skriv en kommentar