Espergærde måtte lørdag se sig slået 2-1 af rækkens nr. 2 – Tårnby FF i Amager Idrætscenter efter en kamp, hvor begge hold skabte masser af chancer. En sen scoring af hjemmeholdet blev afgørende, og med nederlaget står Espergærde fortsat på 6 point efter 6 spillerunder – og indtager dermed en 8. plads med 3 point op til en plads over stregen.
Livlig start på opgøret
Espergærde kom bedst fra start og kunne allerede i kampens første minutter have bragt sig foran. Først fandt Nicolai Bay frem til Valdemar Holze, hvis afslutning blev rettet af til hjørne. Kort efter forsøgte Frederik Roepstorff sig med et hårdt langskud, der dog strøg en halv meter over mål. I det 5. minut var gæsterne endnu tættere på, da Holzes skud blev blokeret op på Tårnbys overligger.
Trods Espergærdes stærke åbning viste Tårnby kynisme. I det 9. minut kombinerede de sig igennem i højre side, og bolden endte hos en fri Peter Hjulmand, der uden pres sendte bolden sikkert i nettet uden chance for Gustav Ullits. Dermed 1-0 til hjemmeholdet.
Efter scoringen fik kampen et mere jævnbyrdigt præg. Roepstorff blev udsat for en hård tackling, som gav Tårnbys nummer 5 et gult kort, mens Ullits måtte levere et par flotte redninger. I slutningen af halvlegen pressede Espergærde på, og både Bay og Holze havde muligheder, men afslutningerne manglede præcision. Dermed kunne Tårnby gå til pause foran 1-0.
Udligning gav håb
Efter pausen satte Espergærde et flot tryk ind. Allerede i kampens 55. minut fik Kløvborg en god mulighed fra kanten af feltet, men skuddet sneg sig forbi stolpen. Tre minutter senere var det Bay, der afsluttede i feltet efter et godt opspil, men der var ikke fart nok i skuddet.
I det 60. minut lykkedes det endelig. Bolden blev spillet ind til Kløvborg i feltet, fik bolden under kontrol, inden han resolut sparkede den hoppende bold op i nettaget til 1-1. En fortjent udligning efter en god periode i kampen. Kort efter var Kløvborg igen tæt på, da han afsluttede fra en spids vinkel, men denne gang ramte bolden sidenettet.
Sen afgørelse til Tårnby
Espergærde forsøgte at bygge videre på udligningen og havde flere fine opspil. Holze fik en god mulighed i det 65. minut efter et flot indlæg fra Bay, men han fik ikke ordentligt træf på bolden. I stedet begyndte Tårnby at lægge pres på i kampens slutfase.
I det 80. minut fik Ludvig Pahl et gult kort, og få minutter senere blev Espergærde straffet. I det 83. minut erobrede Tårnby bolden højt og spillede sig igennem i venstre side, hvor en angriber trak ind i feltet og placerede bolden uden for Ullits’ rækkevidde til 2-1.
Resten af kampen bød på sporadiske forsøg i begge ender, men uden yderligere scoringer. Dermed måtte Espergærde forlade banen med et skuffende nederlag efter en kamp, hvor de egentlig leverede en solid indsats, men manglede skarpheden i de afgørende øjeblikke.
Flot dommerindsats
Kampen blev ledet med stor sikkerhed af dommer Andreas Lindegaard Halkjær, der hele tiden var tæt på spillet.
Næste kamp – også en udekamp
Nu venter en vanskelig opgave for Espergærde, når holdet næste lørdag møder Avarta på udebane. Avarta ligger aktuelt nummer to i rækken, og kampen fløjtes i gang kl. 13.

0 kommentarer