Espergærde kæmpede sig tilbage – men Ringsted slog igen

ved Søren Christensen | 12. april 2026 | Espergærde IF | 1 kommentar

Før påske sikrede Espergærde sig endnu en sæson i Danmarksserien ved at slutte i den øverste halvdel af rækken og dermed kvalificere sig til oprykningsspillet. Her venter kampe mod de fem bedste hold fra den anden pulje i både hjemme- og udeopgør. Hvis holdet kan holde koncentration og kvalitet, er der lagt op til spændende og underholdende fodbold de næste par måneder.

Lodtrækningen sendte Espergærde til Ringsted i første kamp – et hold, der i høj grad aspirerer til oprykning til 3. division.

På en korkbelagt kunststofbane i Ringsted, hvor vinden i første halvleg favoriserede hjemmeholdet, kom Ringsted bedst fra start. Med højt pres og fysisk styrke satte de sig tidligt på spillet. Allerede i det 5. minut opstod en løs chance i Espergærdes felt, men forsøget blev blokeret til hjørnespark.

Efter 17 minutter gav presset resultat. Ringsted bragte sig foran 1-0 efter et flot opspil i højre side. Bolden blev sendt ind i feltet, hvor Valdemar Mikkelsen sikkert prikkede den i mål uden chance for Nicolai Johansen i Espergærde-målet.

Ringsted fortsatte med at være farlige og skabte flere muligheder. I det 30. minut var en afslutning dog for svag, mens Johansen i det 36. minut måtte diske op med en flot redning.

Espergærde arbejdede sig bedre ind i kampen i de sidste 15 minutter af første halvleg, hvilket i det 38. minut førte til et godt angreb i højre side, hvor bolden via kombinationer mellem Holze og Nicolaj Bay endte hos sidstnævnte foran feltet, men afslutningen fra distancen ramte ydersiden af stolpen.

Dermed kunne Ringsted gå til pause foran 1-0 efter de havde domineret stærstedelen af første halvleg.

Efter pausen var det Espergærdes tur til at nyde godt af vinden, og udeholdet kom stærkt ud og overtog initiativet.

Alligevel var det Ringsted, der øgede til 2-0 i det 60. minut. Efter et angreb i venstre side fik Valdemar Mikkelsen lov til at løbe frit igennem feltet. Første afslutning ramte stolpen, men han fulgte selv op og scorede på returen – et mål, der vidnede om manglende koncentration i Espergærdes defensiv.

Espergærde slog dog hurtigt tilbage. I det 64. minut reducerede de til 1-2 efter et flot angreb, hvor Holze modtog bolden til højre i feltet og via stolpen sendte den i mål uden chance for Tobias Hermansen.

Blot to minutter senere var Espergærde igen tæt på, da Bay fik en afslutning efter et indlæg på tværs, men forsøget var for svagt.

I det 71. minut kom udligningen. Kløvborg blev sendt i dybden i venstre side, og hans afslutning blev kun halvklareret af målmanden og på returen var Holze på pletten og gjorde det til 2-2.

Efter comebacket forventede mange af de 200 tilskuere, at Espergærde kunne fuldende vendepunktet, men kampen tog endnu en drejning.

I det 75. minut bragte Ringsted sig foran 3-2. Endnu et angreb i højre side førte til en flad aflevering ind i feltet, hvor Valdemar Mikkelsen dukkede op og fuldendte sit hattrick.

Trods flere forsøg blev det ved lige ved og næsten for Espergærde mod et stærkt Ringsted-hold der var dygtige til at bruge deres fysik. En fortjent sejr til hjemmeholdet – men med en spids mere skarphed kunne Espergærde have fået point med hjem.

Kampens dommer Michael Gutti styrede begivenhederne sikkert og trak i alt fire gule kort – tre til Ringsted og ét til Espergærde.

Næste hjemmekamp er mod endnu en oprykningsaspirant, når Gørslev kommer på besøg. Kampen spilles lørdag den 18. april kl. 14, og heldigvis er holdet tilbage på stadionbanen efter kunstgræsset.

Klubbens andet hold i serie 3 fik en god start på sæsonen med en 2-1 sejr over Hillerød Fodbold, på mål af Alfred Valentiner og August Larsen.

EMNER:

1 kommentar

  1. Claus Linne

    Tillykke med sejren til vores serie 3 hold. ⚽️⚽️

    Reply

Skriv en kommentar