Espergærde leverede lørdag sæsonens stærkeste præstation, da holdet hentede en sikker 3-0-sejr ude mod rækkens nr. 4 – Såby og dermed holdt liv i håbet om at undgå nedrykningsspillet.
Med ryggen mod muren – hvor kun en sejr talte – var det hjemmeholdet, der kom bedst fra start og tidligt skabte problemer, særligt via højre kanten, som flere gange udfordrede Espergærdes defensiv.
Efter en indledende periode med pres fra Såby fik Espergærde dog bedre fat i spillet. Midtvejs i første halvleg begyndte udeholdet at dominere, og chancerne kom i takt med et mere kontrolleret og tålmodigt opspil. Lucas Meibom og Valdemar Holze var flere gange tæt på, men manglede den sidste skarphed.
Gennembruddet kom kort før pausen. Efter et velspillet angreb havnede bolden hos Valdemar Holze i højre side af feltet, og han svigtede ikke. Med en sikker afslutning sendte han Espergærde foran 1-0.
Efter pausen fortsatte Espergærde, hvor de slap. Holdet sad på spillet og viste både ro og kvalitet i boldomgangen. Kort efter en omdiskuteret situation, hvor Holze blev nedlagt i feltet uden at få straffespark, udbyggede gæsterne føringen. Bertil Lautrup afsluttede et flot angreb ved elegant at løfte bolden over målmanden til 2-0.
Midt i anden halvleg lukkede Espergærde reelt kampen. Efter en dobbeltchance og et efterfølgende hjørnespark fik Holze hovedet på bolden, som via en modspiller gik i mål til 3-0.
Herefter havde Espergærde flere muligheder for at øge føringen yderligere, blandt andet ved Nicolai Bay og Ludvig Pahl, der ramte overliggeren, men uden at det ændrede på slutresultatet.
Sejren blev kørt sikkert hjem, og samtidig fik flere spillere spilletid det sidste kvarter, herunder debut til Lukas Oliver Gerhardt.
Det var en gennemført og moden præstation af Espergærde, som tålmodigt arbejdede sig ind i kampen og siden kontrollerede opgøret. Samtidig var det holdets hidtil bedste kamp under det nye trænerteam.
Alle leverede en solid holdindsats og med sine to mål blev Valdemar Holze valgt af kammeraterne til kampens spiller.
Sejren betyder, at Espergærde fortsat har mulighed for at spille sig i oprykningsspillet, men det kræver 3 point i sidste spillerunde hjemme mod Næstved – og hjælp fra andre resultater.
Kampens spilles lørdag den 28/3 kl. 14 på hjemmebane.

Super godt gået og det luner i tabellen.
Forza Espergærde IF. ⚽️⚽️
Jamen det kører bare. Tillykke med at I har genfundet det gode spil !