Efter sidste uges ærgerlige udvisning efter blot 45 sekunder, som reelt spolerede Espergærdes muligheder for en hjemmesejr, skulle holdet lørdag en tur til Rødovre og forsøge at få revanche mod Avarta.
Espergærde kom rigtig godt fra start og bragte sig foran allerede efter 12 minutter. Minuttet inden havde Gustav Stenderup sendt en bold i dybden til Nicolaj Bay, men chancen løb ud i sandet. Kort efter spillede Montell en dybdebold frem til Holze, der løb fra sin direkte oppasser og sikkert sendte bolden fladt ind i venstre side af målet til 1-0.
Avarta svarede hurtigt igen og fik i det 14. minut en stor mulighed efter et indlæg fra højre, men Hjalte Petersen i EIF-målet leverede en flot redning med foden.
EIF fortsatte med at true i den anden ende, og i det 19. minut fandt Gustav Stenderup Mads Havemann med et godt indlæg, men Have fik ikke noget ud af muligheden.
Avarta kom frem til yderligere to farlige afslutninger i det 21. minut, men igen uden at få bolden i nettet. I stedet slog EIF til kort efter. Bay leverede en klasseaktion ved baglinjen og fandt Holze ved forreste stolpe, hvorfra han scorede sit andet mål og bragte Espergærde foran 2-0.
I det 35. minut havnede bolden lidt tilfældigt hos Bertil Lautrup, der pludselig kunne løbe frit mod mål. Han bevarede roen og udplacerede Avarta-målmanden til 3-0.
Minuttet senere måtte Hjalte Petersen igen i aktion og reddede flot på målstregen for at forhindre en reducering.
Holze var igen på spil i det 42. minut, hvor han efter et godt raid kom frem til en afslutning, men denne gang uden scoring. EIF kunne dermed gå til pause med en komfortabel 3-0-føring efter en første halvleg, hvor effektiviteten var i højsædet.
Efter pausen havde Avarta ikke andet valg end at presse hårdt på for en hurtig reducering, der kunne bringe spænding tilbage i kampen. Det høje pres stressede Espergærde, som aldrig for alvor fandt rytme i spillet.
Flere gange var der optræk til farlige muligheder for hjemmeholdet, men de afslutninger, der ramte inden for målrammen, tog en velspillende Hjalte Petersen sig sikkert af.
I det 63. minut lykkedes det dog Avarta at reducere. Daniel Børner modtog bolden en meter inde i feltet i venstre side og sendte den sikkert i nettet uden chance for Hjalte.
Avarta fortsatte herefter med at dominere på bolden, mens Espergærde havde svært ved at få ro på spillet og holde længere perioder med boldbesiddelse. Hjemmeholdet formåede dog ikke at omsætte overtaget til yderligere scoringer.
Dermed kunne Espergærde tage tre gode point med hjem fra Rødovre efter en stærk og effektiv første halvleg og en anden halvleg, hvor der først og fremmest blev kæmpet for resultatet.
En god indsats af hele holdet – med Hjalte Petersen som kampens spiller efter en række vigtige redninger.
Næste weekend tager Espergærde imod NB Bornholm. Bemærk, at kampen på Espergærde Stadion spilles kl. 15.30 og ikke kl. 13.00 som vanligt.

Super fedt med 3 point og tak for Hjalte.
NB Bornholm i næste weekend, bliver et spændende møde med en “ukendt” modstander og Forza Espergærde IF. ⚽️⚽️