IMG_0394

2014 blev det første år uden vores gamle formand, Peter Brun, der trådte ud af bestyrelsen ved sidste generalforsamling for et år siden, efter 8 år som formand og mere end 10 år i bestyrelsen.

Det er så også mit første år som formand i denne omgang. Jeg har prøvet det en gang før, og det er efterhånden 20 år siden jeg blev formand første gang.

Dengang var opgaven anderledes. Klubben var i dyb gæld, vi var omkring 250 medlemmer, vores førstehold røg ned i serie-3 og vi havde ikke hold i de 4 ældste ungdomsårgange. Pige/dame-afdelingen eksisterede slet ikke dengang.

Det var nogle år hvor der skulle konsolideres, og bygges op til en ny start, og det lykkedes også for mig selv og de efterfølgende formænd, så Peter i 2005 kunne overtage en klub der var klar til at ekspandere.

I dag er det en lidt anderledes fodboldklub vi har her i Espergærde. Vi har hold i alle årgange. Både i senior og ungdom, og både på herre og damesiden. Vi har en velfungerende old-boys og veteran afdeling, og til og med vores young boys hold som stadig kører på året rundt, uanset hvordan vejret er.

Vi har i stigende grad været i stand til at tiltrække gode trænere til vores ungdoms og seniorhold, og det tilskriver jeg til dels, at vores arbejde gennem mange år har givet os et godt ry i vores lokalområde.

Året 2014 har budt på mange gode fodboldoplevelser. Vi sendte i påske et stort hold afsted på den årlige træningstur til Alanya i Tyrkiet, og det var endnu engang en succes for både klubben og alle dem der deltog i turen. Jeg har kun fået positive tilbagemeldinger.

I påsken havde vi også en gruppe af hold på en tur til Spring Cup i Prag, og det blev på trods af lidt praktiske problemer en lige så stor succes for alle deltagerne.

Og så har vores Veteranhold været afsted et par gange. Sidste gang i oktober, hvor veteranerne besøgte Reading i England. Jeg havde selv fornøjelsen af at være med på den tur. Og, jeg kan konstatere at vores veteraner fortsat ikke har sat et så meget som et enkelt point til i nogle kampe overhovedet på de britiske øer!

Jeg vil gerne takke alle dem der har støttet og bakket op om turene. Det er et kæmpe arbejde at arrangere, og også at få det hele til at fungere under turene.

Vi har jo i et par år været en del af FC Københavns lille eksklussive netværk af samarbejdsklubber. I den første tid har vi ikke helt kunnet byde ind på det niveau som FCK har ønsket, men fra i år er vi for alvor kommet i gang med vores FCK Skills træning. I første omgang har det kun været en gang om ugen, men vi forventer at udbygge det tilbud i år. Det er et træningstilbud på højt niveau, som vi tilbyder i samarbejde med FCK’s trænere.

Vi har også i 2014 lavet en samarbejdesaftale med FC Helsingør, og er nu gået 100% ind i FC Helsingør overbygningen. Vi deltager i princippet med alle de hold som vi kan.

Da vi overvejede om vi skulle gå med, havde vi nogle bekymringer omkring hvordan det elitære kunne fungere ved siden af bredden, men jeg kan konstatere at det er gået over alt forventning, og at samarbejdet fungerer meget godt. Der er naturligvis ting der skal justeres her efter det første halve år, og det får vi gjort i samarbejde med FCH.

Så med FCK og FCH samarbejderne, så kan vi tilbyde træningstilbud på højt niveau hele vejen fra U10 til U19 på drengesiden. Derudover er der løbende en mulighed for vores bedste drenge om at få prøvet talentet af i FCK på det allerhøjeste niveau, og på niveauet lige under og i lokalområdet hos FCH. Det setup er vi selv ret tilfredse med.

For nyligt er vi inviteret af FCK til at se på hvordan man kan etablere et tilbud for pigerne. I og med at KB ikke er så stærke på pigefordbold, så ligger det heller ikke naturligt for FCK. Derfor har de bedt Espergærde og en af de andre samarbejdsklubber om at se på det, og det gør vi meget gerne.

Det er også meningen at FCH samarbejdet på sigt skal udvides med dame/pige fodbold, men den beslutning skal tages af alle klubberne i FCH samrabejdet i fællesskab.

Vi vil starte et skills-lignende forløb op på et lidt blødere niveau, for dem som har lysten, men måske ikke helt evnerne. Det er en vigtig prioritet at det også kommer igang. Det er et af de tiltag som vi vil sætte i værk, så det fortsat kan være lige så sjovt at være i A- truppen eller C-truppen på en årgang. Det er vigtigt at vi hele tiden har fokus på bredden, selvom vi er indgået i samarbejder med FCK og FCH om eliten.

Vore fodboldskole var igen i 2014 en stor succes, og blev som altid fyldt op på kort tid. Der var 165 deltagere i alt, og de fik en intensiv uge med god træning, hygge, en del sol og og de sædvanlige traditioner som trænerkampen, osv. Fodboldskolen skal vi holde fast i. Det er en vigtig del af vores fodboldår.

I den sidste weekend i sommerferien er vi medarrangør af Kronborg Cup, som efterhånden har udviklet sig til en ret stor turnering. Der var over 300 hold med i år, og vi havde en flot afvikling af vores del af stævnet i Espergærde den weekend. Kronborg Cup er også en vigtig del af vores fodboldår, og vi vil i 2015 være repræsenteret med flere personer i styre- og arbejdsgrupper end vi tidligere har været.

Jeg glæder mig over at KC er blevet en så stor succes. Jeg fik selv ideen til stævnet efter en af vores ture til Holland, og var med til at starte den første udgave med 20 hold op. Skønt at se at det har vokset sig til så stort og godt et stævne.

Vi har fået nye trænere til vores Herre- og Damesenior hold i slutningen af 2014, og for første gang i klubbens historie har vi A-licens trænere på begge hold. Det bliver meget spændende at se hvad det kan udvikle sig til. Jeg skal undestrege at klubben har været meget tilfredse med de gamle trænere, og også at det var trænerne selv der havde et ønske om at stoppe. Vi håber på at de alle sammen fortsætter i klubben i andre roller, og det tyder det på.

Resultatmæssigt var 2014 på det jævne for seniorerne, men vi forventer at det vil gå bedre i år på damesiden, og at vi vil klare os godt i den meget svære herre Sjællandsserie i efteråret.

På ungdomssiden har året naturligvis været præget af de samarbejder vi er med i. Den del har fungerer godt. Desvære kan vi konstatere et lille fald i antallet af ungdomsspillere, og det bliver en af vores helt store prioriteter at få vendt den udvikling i 2015.

2014 var også det år hvor vores nye klubhustilbygning blev indviet. Vi har fået ekstra klub-og mødelokaler samt ekstra omklædningsrum og et ekstra vaskerum. Det hele var meget tiltrængt. Der har været ekstremt meget pres på faciliteterne tidligere. Både på træningsaftener, men især i weekenden når der skulle fordeles omklædningsrum. Det har været en fornøjelse i efteråret, hvor der har været noget mere plads at råde over end tidligere. Projektet blev styret af Fonden, blev leveret til tiden, i den rigtige kvalitet og til en pris der lå under budgettet. Slet ikke så ringen endda!

Og så slipper vi nok af med yderligere et pladsproblem i 2015, da Helsingør Kommune jo har vedtaget at anlægge en ny kunststofbane i Snekkersten. Den bane vil betyde at vi formodentlig får stort set alle tiderne på kunsten her i Espergærde fra næste vinter, og det vil betyde rigtigt meget for vore egne muligheder om vinteren, og ikke mindst for vores muligheder for at tage et skridt fremad med talentudviklingen.

Vore minibane har vi ikke helt fået det ud af endnu som vi havde håbet på. Det skal vi være bedre til i det nye år. Ikke mindst i samarbejde med Espergærde Gymnasium og Espergærde Skole. Der er i øvrigt allerede nu lavet de første sonderinger omkring hvorvidt vi sammen med Espergærde Skole kan etablere nogle eftermiddagstilbud inden for rammerne af den nye folkeskolelov.

I sidste weekend havde vi et forslag om at vende turneringen med på DBU Sjællands delegeretmøde. Forslaget blev vedtaget med 60% af de afgivne stemmer, på trods af at DBU Sjællands bestyrelse ikke støttede det. Vi ser 3 fordele ved en vendt turnering,

  1. Bedre muligheder for fastholdelse
  2. Bedre udnyttelse af banerne
  3. En enklere administration

Vi glæder os til at arbejde sammen med DBU Sjælland om hvordan forlsaget kan implementeres.

Så er det også i år at vi skal sige farvel til 5 af vore bestyrelsesmedlemmer, nemlig Torben Olson, Henrik Poulsen, Elisabeth Hassing, Jens Just og Nicklas Eggert. Selvom vi siger lidt mere om det under eventuelt, så vil jeg alligevel også her benytte mig af lejligheden til at sige tak for Jeres store arbejde.

Det er meget med 5 der forlader bestyrelsen på en gang. Og det skal også ses i lyset af at Peter Brun, Kristian Larsen, Frank Nielsen Hans Ulrich Pahl og Søren Vest har forladt bestyrelsen indenfor de sidste par år. Det er meget at skulle erstatte 10 af de ”tunge” drenge m/k på så relativt kort tid, og derfor er der naturligvis også opgaver der er faldet lidt mellem stolene engang imellem. Men det vil vi arbejde hårdt på at forbedre i 2015.

 

Tom Pedersen

Formand

Pin It on Pinterest

Share This