Flot holdindsats gav sikker 3-0 sejr over Ledøje-Smørum.

Allerede i kampens 5. minut fik Espergærde frispark på kanten af modstandernes straffesparkfelt, og Patrick Bernth blev sat til at eksekvere. Egentlig ikke et særlig farligt forsøg. Farligt blev det imidlertid da Ledøjes målmand skulle forsøge at gribe bolden. Ved højre stolpe fik han fumlet så meget, at han tabte bolden ind på stolpen, men fik dog samlet bolden op igen, inden Espergærdespillerne nåede at få prikket bolden ind.

DSC_0035Espergærde fortsatte presset. Det gav i det 12. minut et indkast kort inde på Ledøjes banehalvdel. Christian Poulsen fik skærmet bolden fint af og i samme moment fik han drejet sig selv og bolden uden om Ledøjes bageste mand og fra 10-12 meters afstand skød han hårdt og præcist bolden langs jorden til venstre for modstandernes målmand til 1-0.

I det 25. minut var det Jeppe Ødegaard, der med et par hurtige træk bragte sig i en gunstig skudposition midt for Ledøjes mål på kanten af feltet, hvorfra han med et hårdt, præcist spark fuldstændig udmanøvrerede Ledøjes målmand til 2-0.

Næppe havde dommer Bo Kragh Larsen fløjtet 2. halvleg i gang, før Christian Poulsen var på spil igen. Han fik bragt sig i fri position midt for mål, og kun en glimrende redning af Ledøjes målmand forhindrede Poulsen i at blive dobbelt målscorer.

Kampen endte med en lille opvisning fra hjemmeholdets Philip Bruun-Andersen. Han fik bolden i venstre side og så rundede han elegant et par Ledøjespillere og holdt styr på bolden, som han endte med at trille over målstregen og bringe Espergærde på 3-0, der blev kampens resultat.

Rigtig mange gjorde sig fordelagtigt bemærket i kampen mod Ledøje. Stor ros til de 3 målscorere, der ydede en fin indsats kampen igennem med Christian Poulsen som en fortjent ”Man of the match”.

Kamp for Espergærde igen på næste mandag 7. september kl. 18 på udebane mod AB. Næste hjemmekamp er lørdag 12. september på Gymnasievej, hvor Lundtofte kommer på besøg. Kampen starter kl. 14.

Pin It on Pinterest

Share This